Beyoncé tager en tur tilbage til 90’erne med sin nye single ‘Break My Soul’ – det første udspil fra hendes ventede syvende studiealbum ‘Renaissance’.
Singlen sampler Robin S.’ house-klassiker ‘Show Me Love’ fra 1993 samt New Orleans Bounce-ikonet Big Freedias ‘Explode’, der udgør grundfundamentet i det slagkraftige klubtrack.
Imens synger Beyoncé blandt andet om at være fanget i kapitalismens hamsterhjul med arbejde fra 9-17, som hun gerne vil undslippe. Sangen er medskrevet af Jay-Z, The-Dream, Tricky Stewart og BlaqNmilD.
Beyoncé annoncerede ‘Renaissance’ i sidste uge. Albummet udkommer 29. juli og er stadig omgærdet af en vis mystik, blandt andet på grund af undertitlen ‘Act I’ der antyder, at vi får en dobbeltskæring.
‘Renaissance’ er Beyoncés syvende studiealbum og hendes første siden ‘Lemonade‘ fra 2016. I mellemtiden har hun udgivet fællesalbummet ‘Everything Is Love‘ med Jay-Z samt det visuelle album ‘Black Is King‘.