Det er måske ikke hver dag, du sætter dig ned og ser en halvanden time lang musikvideo. Men hvis du skal være opdateret på Beyoncé-fronten, er det faktisk det, du skal. For som sidste hånd på værket i Beyoncés arbejde med sidste års ‘Løvernes konge’-remake har hun lavet en halvanden time lang musikfilm, der sætter billeder til albummet ‘The Gift’, der udkom i sommeren 2019.
Og selv om der optræder enkelte lydklip fra ‘Løvernes konge’, må man sige, at Simba er trådt lidt i baggrunden. I stedet fremstår Beyoncé selv som hovedperson og historiefortæller. »Living without a reflection for so long makes you question if you truly exist«, siger superstjernen på et tidspunkt i ‘Black is King’, og det opsummerer måske meget godt, hvad det er for en historie, filmen fortæller.
‘Black Is King’ – der nu endelig kan ses i Danmark via Disney+ – er en musikfilm, der gennem halvanden times musik, dans, billeder og kulturelle referencer fortæller en historie om sort eksistens i USA og om at føle sig som en fremmed i sit eget land. Om en kollektiv identitetskrise og søgen efter en fælles historie og et oprindelsessted, der ikke kun har slaveriet som udgangspunkt. Det handler med andre ord om at kunne »find your way back,« som Beyoncé synger på åbningsnummeret.
Igennem ‘Black Is King’ optræder utallige symboler og referencer til afrikanske lande som Nigeria, Egypten og Mali som en slags afsøgning af den kultur og historie, som den sorte amerikanske befolkning blev frarøvet forbindelse til under slaveriet. Dermed har ‘Black Is King’ også et vist slægtskab til kunstretningen afrofuturisme, hvor sorte kunstnere bruger en blanding af sci-fi og symboler fra forskellige afrikanske kulturer til at danne nye og alternative fortællinger om sort kultur og fortid.
I ‘Find Your Way Back’ står pyramiderne eksempelvis som et symbol på den oldegyptiske og højtudviklede civilisation, man støder på syrede masker, der har ligheder med den malinesiske Dogon-stamme, og mod slutningen optræder Beyoncé i en hovedbeklædning, der tydeligt leder tankerne hen på den egyptiske dronning Nefertiti. Det spirituelle, det mytologiske og det religiøse er en stor del af ‘Black Is King’, og flere gange optræder der bibelske referencer som Moses og sivkurven, en form for dåb i ‘Bigger’-fragmentet og Beyoncé selv portrætteret som en Madonna-figur.
Hvad betyder det så?
Som tidligere nævnt skal de mange referencer nok ses som en hyldest og afsøgning af afrikanske kulturer og den afrikanske diaspora, slægtskab, identitet og oprindelse – en fortælling som også til dels kan spores i ‘Løvernes konge’. Og sammenkoblingen af en Disney-film og Beyoncés høje kunstneriske ambitioner er noget, man sjældent har set før.
Avantgarde midt i fredagsslikket
Timon og Pumba på den ene side – afrofuturistisk kunst og afrikansk-amerikansk skabelsesfortælling på den anden.
Treenigheden bestående af ‘Black Is King’, albummet ‘The Gift’ (der udgør soundtracket til ‘Black Is King’) og selve ‘Løvernes konge’-filmen er en sjældent set sammensmeltning af familievenlige mainstream-elementer og alvorlige fortællinger om rodløshed og afrikansk-amerikansk eksistens med Beyoncé som den samlende kurator i midten af det hele. Og værkets mange facetter gør det til et virkelig underligt popkulturelt objekt.
For ‘Black Is King’, ‘The Gift’ og ‘Løvernes konge’ hænger sammen og udgør et samlet værk, men omvendt kan de forskellige dele tilgås af vidt forskellige grunde.
Remaket af den klassiske tegnefilm er for dig, der er ude efter at genoplive barndomsminderne med Simba og vennerne, mens ‘Black Is King’ er et visuelt album a la ‘Lemonade’, hvor man skal holde tungen lige i munden for at fange symboler, afrofuturiske og spirituelle referencer og kunstneriske indtryk. Og endnu mere sært bliver det af, at ‘Black Is King’ skal findes på streamingtjenesten Disney+ side om side med Hannah Montana, ’Star Wars’ og ’Find Nemo’.
Jeg kan ikke komme i tanker om andre tilfælde, hvor et værk formår både at være så mainstream og så langt fra mainstreamen på samme tid.
Egentlig er den dualitet efterhånden blevet et kendetegn for Beyoncé. Hun er den måske største popstjerne i verden, men samtidig leger hun med formater, genrer og stilarter, der ikke oprindeligt hører hjemme i klassisk popstjerneregi. Hun er både ‘Love On Top’ og ‘Formation’, både ‘Black Is King’ og ‘Løvernes konge’.
Måske er hun som en af de eneste lykkedes med for alvor at vriste sig fri af musikindustriens forventninger til, hvordan man er popstjerne?
Det lyder som en umulig bedrift – men altså, hvis ikke Queen B, hvem så?