En eller anden i Sonys juridiske afdeling sidder muligvis med røde ører i dag, for konsolgigantens advokater har tilsyneladende afsløret, hvornår vi kan forvente deres nye konsol.
I et fortroligt dokument skriver Sony, at de forventer at lancere næste generation af deres konsoller – hvilket altså vil være PlayStation 6 – tidligst i 2028.
Sker dette, lander den mere end syv år efter PlayStation 5, der udkom i slutningen af 2020.
Den lille detalje er sluppet ud som en del af Microsofts opkøb af spilfirmaet Activision Blizzard, som Sony har været kraftigt imod.
Går handlen igennem, kan PlayStation se ind i en fremtid, hvor store titler som ‘Call of Duty’ ikke længere udkommer på deres konsoller, men derimod kun på pc og den direkte konkurrent Xbox.
Indtil videre har Microsoft lovet, at ‘Call of Duty’ fortsat vil blive lanceret hos PlayStation til og med 2027, og det er netop denne dato, som der indirekte refereres til i det fortrolige dokument:
»Når PlayStation lancerer den næste generation af deres konsol (hvilket formentlig sker i [overstreget årstal, red.]) vil de have mistet adgang til ‘Call of Duty’ og andre spil fra Activision«, skriver Sonys advokater.
Det overstregede årstal kan – hvis man går ud fra, at det gælder efter den nuværende aftale mellem Microsoft og PlayStation udløber – tidligst være i 2028.
Her argumenterer Sony for, at deres konsol vil blive mindre interessant for forbrugerne og dermed mindre konkurrencedygtig på det globale marked, hvis Microsoft får lov til at gennemføre opkøbet af Activision Blizzard.
Af samme årsag undersøger flere europæiske konkurrence- og forbrugerstyrelser lige nu sagen, hvilket er årsagen til, at det fortrolige dokument er kommet frem.