’Dead Space’: Selv en pæn makeover kan ikke skjule alderen på skræmmende horror-klassiker

’Dead Space’: Selv en pæn makeover kan ikke skjule alderen på skræmmende horror-klassiker
'Dead Space'. (Foto: PR)

I 2009, et år efter spillets udgivelse, gav jeg som spæd teenager horror-klassikeren ’Dead Space’ den næsten perfekte karakter 9/10 i en brugeranmeldelse og proklamerede dramatisk, at resten af genren burde følge trop.

Det var dengang, spilproducenten EA Games stadig gav deres mange spilstudier frit spillerum, hvilket over en kort årrække resulterede i de tre sci-fi klassikere ’Mass Effect’, ’Dead Space’ og ’Mirror’s Edge’.

Som den blodige bolognese i denne smækre sandwich fandt man gysertitlen ’Dead Space’, hvor ingeniøren Isaac Clarke under et rutinetjek fanges på rumminestationen USG Ishimura.

Da stationen inficeres af en virus, som muterer mandskabet til glubske monstre kaldet necromorphs, tager den tavse actionhelt sin diplomuddannelse i god brug, når han kirurgisk hakker lemmerne af sine angribere med diverse laserguidede værktøjer.

Bliver benet skudt ud ved knæhasen, kan den savlende dæmon pludselig kun kravle hen imod dig. Skæres en overdimensioneret klo af dens muterede hånd, kan den skarpe spids skydes direkte tilbage i fjæset på ejermanden.

Den dag i dag er det stadig et simpelt, men ikke desto mindre tilfredsstillende gameplay-loop båret på ryggen af en makaber visuel stilart, der sender kåde øjne mod alt fra ’Event Horizon’ til ’The Thing’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

En visuel makeover

Denne nye version af ’Dead Space’, som er bygget op fra grunden af Motive Studio, befinder sig i midten af en ny, fascinerende treenighed af survival/horror-spil.

På den ene side findes ’The Callisto Protocol’, der sidste år reanimerede deres gamle baby med et spil, som overvandt sine frustrerende skavanker gennem et intuitivt kampsystem.

På den anden side af ’Dead Space’ (2023) udkommer Capcoms længe ventede remake af ’Resident Evil 4’, som er genskabt af holdet bag den nyeste bølge af kritikeroste spil fra den ellers så ujævne zombieserie.

I det fællesskab af horror-mastodonter kunne man håbe, at Motive havde gjort mere end blot at give dette remake en ’She’s All That’-makeover. For bevares, ’Dead Space’ anno 2023 er som forventet langt flottere end originalen.

‘Dead Space’ er stadig aldeles fremragende at se på. (Foto: PR)

Men det er tydeligvis her, de fleste kræfter er lagt, for de resterende forskelle er så små, at de er til at overse.

Isaac har en stemme nu, men hverken manuskriptet eller stemmeskuespiller Gunner Wright – der også spillede Isaac i efterfølgerne – gør meget for at gestalte lægmandens skræk og rædsel over de makabre vista, der møder hans grønne visir i løbet af spillet.

Der er tilføjet et nøglekortsystem og sidemissioner for at give spilleren mere grund til at udforske rumstationens mange kringelkroge. Og visse gameplay- og boss-sekvenser har fået en tur i ovnen igen til det bedre.

Men siden hverken originalen eller remaket er synderligt udfordrende, føles de ekstra adspredelser ofte unødige.

En af de klamme necromorphs. (Foto: PR)

Fuld pris for gammelt spil

Hvis du blot ønsker at genbesøge en gammel klassiker, som har fået et visuelt pift, så leverer ’Dead Space’ (2023) godterne.

Da jeg først begyndte min mareridtsderoute ind i Ishimuras dybe indre, huskede jeg ganske forkert, at originalen så lige så sprød ud som dette remake. Det er et finurligt trylletrick, som også ’The Last of Us Part I’ formåede at udføre.

Om end, hvor det oprindelige ’Dead Space’ i sin tid var et visuelt skår, som befandt sig allerforrest i HD-kapløbet, så er 2023-versionen langt fra så teknisk imponerende som eksempelvis ’The Callisto Protocol’.

Som en del af anmelderprocessen vendte jeg pligtskyldigt tilbage til originalen for at sammenligne skostørrelser. Og til min overraskelse var jeg straks mere engageret her.

Måske er det, at jeg har en svaghed for netop denne generation af spildesign og grafisk sensibilitet. Måske er det blot, at Isaacs ikoniske plasma cutter lyder lige det ondere i 2008-versionen.

Eller måske er det snarere, at den originale udgave kan købes for en slik og stadig er tilgængelig på de nye maskiner, mens ’Dead Space’ (2023) er en fuldprisoplevelse.


Kort sagt:
Som en grafisk opdatering til et af forrige årtis bedste horror-spil leverer remaket af ’Dead Space’ godterne. Men hvorfor ikke bare spare pengene og genbesøge klassikeren?

’Dead Space’. Horrorspil. Udvikler: Motive Studios. Udgiver: Electronic Arts. Platform: PC, PlayStation 5 og Xbox Series X/S (testet). Premiere: 27. januar
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af