’The Callisto Protocol’: Horror-fyldt knippelsuppe i rummet griber dig fra første knuste knogle

Trods et banalt narrativ formår den spirituelle efterfølger til gyser-sci-fi-klassikeren ’Dead Space’ at fænge gennem et intuitivt kampsystem.
’The Callisto Protocol’: Horror-fyldt knippelsuppe i rummet griber dig fra første knuste knogle
'The Callisto Protocol'. (Foto: PR)

Siden 00’erne har en sadistisk seriemorder ført kniven i struben på nogle af spilindustriens mest hærdede udviklere.

En af de helt store tragedier kom i form af nedlukningen af Visceral Games i 2017, der stod bag horror-mesterværket ’Dead Space’ fra 2008, og som siden blev komplet misvedligeholdt af spilgiganten EA.

Men historier er skabt til at blive genfortalt, og en gruppe eks-spiludviklere fra Visceral har under navnet Striking Distance Studios nu udgivet en ny IP, der lægger sig som lilleske op ad den originale mareridtsderoute ombord på rumstationen USG Ishimura i ’Dead Space’.

Således føles ’The Callisto Protocol’ på godt og ondt som en tur tilbage i historiebøgerne. I en tid hvor skaldede mænd med tarvelig skægvækst spyttede barske one-liners til højre og venstre og slog uhyrlige monstre på tæven.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Stranger Things’-monstre og kedelige sadister

I denne nye survival/horror-udgivelse ankommer piloten Jacob til Jupiters måne Callisto lige tids nok til at blive smidt i lænker af den lokale fængselsinspektør, før hele blacksitet bliver inficeret af et mystisk biovåben, som transformerer fængselsbefolkningen til blodtørstige mutantmænd.

Der er budt op til dans med klamme blodsudgydelser og parterede lemmer, når det enorme fængsel og de omkringliggende omgivelser skal gennemsøges for mulige flugtveje, mens truslen fra de muterede monstre konstant lurer i skyggen. 

Desværre kommer spilinstruktør Glen Schofield og resten af holdet fra Striking Distance skidt fra start.

Josh Duhamel som Jacob i ‘The Callisto Protocol’. (Foto: PR)

Jacob er en møghamrende kedelig cipher-personage, og det samme gælder for resten af fængslets karaktergalleri. Jacobs enerverende stemme i øret er i første halvdel af spillet leveret af veteranfangen Elias, som konstant vil minde dig om, at han har været fængslet i lang tid.

Skurkegalleriet består af halvtreds nuancer af kedsommelig psykopat – fra den klinisk sadistiske læge og den voldsparate fangevogter til den kultiske, regelrette inspektør.

Man savner helt de vilde og voldelige necromorphs fra ’Dead Space’, som havde en humor, personlighed og uhygge til sig i deres væremåde og ageren.

Mutanterne i ’The Callisto Protocol’ ligner derimod endnu en tro kopi af Demogorgon fra ’Stranger Things’. Et monsterdesign, som er blevet frustrerende populært over de sidste par år.

De muterede indsatte er en ti’er på klam-skalaen. (Foto: PR)

Slå-på-tæven action

Spillet virker da heller ikke synderligt godt optimeret. For at skjule loade-tider tvinges man konstant ind i smalle korridorer og ventilationsskakte, imens det næste område forberedes.

Den slags sekvenser er sovs og kartofler i de fleste moderne spiltitler, men i ’The Callisto Protocol’ sker det alligevel komisk ofte.

Selvom indpakningen ikke altid er lige tilforladelig, så byder Striking Distances spildebut dog på en større genistreg med dets fundamentale gameplay-loop.

‘The Callisto Protocol’ er både skræmmende og brutalt i sine omgivelser. (Foto: PR)

I stedet for at bekymre sig om hver en kugle, der forlader pistolløbet, som det normalt hedder sig inden for den venerable gysergenre, er Jacob udstyret med en ordentlig moppedreng af en knippel, som han banker mutanterne til ukendelighed med.

Du undgår angreb med venstre analogstik, og arsenalet af skydevåben tages hovedsageligt kun i brug, når monstrenes svage punkter eksponeres efter et par gode prygl med staven.

Det minder om ’God of War (2018)’ og ’Resident Evil 4’, og som de bedste kampsystemer er det utrolig intuitivt at lære, men svært at mestre.

Én af de frosne figurer er slet ikke frossen. (Foto: PR)

Det fører til en konstant nervepirrende spiloplevelse, og med undtagelse af et par frustrerende boss- og arenakampe fandt jeg mig selv positivt overrasket fra ende til anden over de aggressive fjender samt det nuancerede animationssystem.

Hver eneste sparring føles slet og ret som en kamp på liv eller død.

Derfor er det også – trods det banale banedesign og mangelfulde narrativ – svært at lægge controlleren fra sig, når først man har smagt blod og brækket overarmen på en skrigene mutant-fængselsbetjent.


Kort sagt: ’The Callisto Protocol’ føles en anelse som tomme kalorier, men spillet har et fornemt game-feel og et potent kampsystem, som Striking Distance forhåbentlig kan bygge videre på i fremtiden.

‘The Callisto Protocol'. Survival/horror. Udvikler: Striking Distance Studios. Udgiver: Bluehole Inc, Krafton. Platform: Playstation, Xbox (testet) og pc. Premiere: 2. december
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af