Fællesskabet omkring det populære multiplayer-actionspil ‘Destiny 2’ er i dyb sorg efter sidste uges tragiske nyhed om Lance Reddicks død i en alder af blot 60 år.
Skuespilleren lagde ikke blot stemme til Zavala, en af spillets figurer, han var også inkarneret fan, hvilket fællesskabet omkring spillet har gravet frem i en bittersød detalje, skriver Kotaku.
Det viser sig nemlig, at Reddick brugte sin sidste aften på at logge ind i spillet, hvor han havde brugt så lang tid, at han kun manglede én mission for at have gennemført det.
Ifølge en statistik, som en Reddit-bruger har fundet frem, brugte skuespilleren intet mindre end 2.800 timer fordelt på ‘Destiny 2’ og dets forgænger.
Selvom Reddick for de fleste har været kendt for sine roller i ‘The Wire’ og ‘John Wick’-franchisen, har han blandt spilfans været særligt værdsat for at lægge stemme til PlayStations ‘Horizon’-spil og netop ‘Destiny 2’.
I et interview med spilmediet Polygon fortalte han sidste år, at han dagligt spillede ‘Destiny’, og at han sågar var medlem af en klan. Det skyldtes dog ikke så meget hans arbejde, men derimod fællesskabet i spillet:
»I sidste ende er jeg bare en kæmpe fan, som tilfældigvis også lægger stemme til en af figurerne«, sagde han.
Kærligheden var gengældt af fans, der i kølvandet på Reddicks død gik sammen om at ære hans minde, hvilket skuespillerens hustru senere takkede dem for i et opslag på Twitter:
»Tak til de tusindvis af ‘Destiny’-spillere, som deltog i en speciel hyldest til Lance. Lance elskede jer lige så meget, som han elskede spillet«, skrev hun.