Traditionen tro resulterede nattens Oscar-fest i et hav af memes.
Da Jimmy Kimmel i åbningsmonologen gjorde grin med Will Smiths lussing fra sidste år, advarede han alle, der overvejede at komme op på scenen og uddele kindheste, om, at de så skulle forbi nogle af Hollywoods mest hårdtslående stjerner, heriblandt Michael B. Jordan, Pedro Pascal og ikke mindst Michelle Yeoh.
Det var dog Andrew Garfield, der stjal opmærksomheden, da Kimmel nævnte ‘Spider-Man’-stjernen, som reagerede prompte med et meget fjollet grin.
Garfield lignede en mand, der på fem sekunder fortrød alle sine valg i livet, og det er noget, som folket online kan relatere til.
Derfor kan du nok også godt forvente, at skuespillerens akavede smil snart akkompagnerer alskens opslag på sociale medier.
Måske får vi endda det nyfødte meme at se i forbindelse med reaktionerne på selve Oscar-uddelingen.
For selvom showet blev ført (lidt for) sikkert og roligt i land efter sidste års lussing-skandale, så var der stadig nogle WTF-øjeblikke, vi ikke helt kan komme os over.
Du kan se alle vinderne fra nattens filmfest her.