KOMMENTAR. For tiden udspiller verdens mest bizarre trekantsdrama sig i USA.
Det involverer den 81-årige præsident, Joe Biden, den skridtragende rigmand, Donald Trump, og verdens indiskutabelt største popstjerne, Taylor Swift.
Begge de ældre herrer er desperate efter at vinde Taylors gunst. De laver opslag på sociale medier om hende, de udtaler sig i pressen om hende, og de vil bare rigtig gerne have, at hun erklærer dem sin kærlighed. Allerhelst på en så overbevisende måde, at hendes millioner af fans stemmer på den af dem, hun vælger.
Taylor Swift har imidlertid alt for travlt med at lave et nyt album, udgive koncertfilm og kysse sin Super Bowl-vindende kæreste, til at assistere sine to nye fans med deres respektive præsidentvalgkampagner.
Det kan virke som en verden, der er vendt helt på hovedet, når magtfulde, mandlige politikere virker så små i forhold til en yngre, kvindelig popstjerne. Ikke nødvendigvis en dårligere verden, men i hvert fald en anderledes verden.
Under alle omstændigheder er det virkeligheden i amerikansk politik lige nu, for Taylor Swift er højtelsket i en vælgergruppe, som har det svært med begge præsidentkandidater.
Verdens ældste præsidenter
Unge mennesker i USA stemmer generelt ikke ved valgene. En grund hertil kan jo være, at de ikke føler sig repræsenterede af kandidaterne i det amerikanske politiske system.
Tag nu de sidste to præsidenter, Biden og Trump. De var begge to den ældst siddende præsident nogensinde, da deres embedsperioder sluttede.
I det hele taget lader alder til at være noget af en udfordring for især Joe Biden. Til en pressekonference for nylig byttede han rundt på Egypten og Mexico og generelt florerer flere og flere spekulationer omkring hans kognitive evner.
Jeg er, bevares, ikke valgforsker, men jeg tror ikke, at velmenende, men tiltagende senil bedstefar er det bedste image at have for manden, der skal stå med koden til atombomberne. Han er i hvert fald i skrivende stund efter Trump i meningsmålingerne.
De unge elsker TikTok
Unge mennesker stemte faktisk på Biden til sidste præsidentvalg. Man kunne tænke sig, at det i højere grad skyldets en modvilje mod Trump end begejstring over Biden. En anden mulighed er, at de unge er interesserede i demokratiske mærkesager som grøn omstilling og abortrettigheder.
Men denne gang ser det blandt andet sværere ud, fordi den amerikanske ungdom er overraskende pro-Palæstina, og Joe Biden er en udtalt støtte af Israel, som hans regering giver både penge og materiel.
Derfor har Joe Bidens stab ledt efter et andet sted at lede de yngre øjne hen end Mellemøsten. Man forestiller sig en brainstorm, hvor en kampagnechef på et stort whiteboard har skrevet »Unge mennesker – hvad kan de lide?« efterfulgt af »TikTok« med tre fede understregninger.
Officielt er Det Hvide Hus stadig meget bekymrede omkring TikToks brug af data. Men det kan Bidens genvælgelseskampagne altså ikke tage sig af, når der er Super Bowl og langt vigtigere spørgsmål at besvare:
Videoen er navngivet, åh gud, »lol hey guys«, og cementerer på den måde, at politikere på sociale medier ikke kan være andet end cringe. Det er tydeligt i videoen, at Biden ikke har særlig megen parasocial slagkraft. Han får nok næppe nogen, der ikke allerede ville stemme på ham, til det, ved at sige, han godt kan lide chokoladesmåkager, og at han ville stemme på sig selv, hvis det stod mellem ham og Trump.
Travis Kelce kan ikke udstå mig!
Sidst der var valg, anbefalede Taylor Swift faktisk sine fans at stemme på Joe Biden:
»Vi har brug for en præsident, som anerkender, at people of color fortjener at føle sig trygge og repræsenterede, at kvinder fortjener retten til at bestemme, hvad der skal ske med deres kroppe, og at mennesker, som er LGBTQIA+, har ret til at blive anerkendt og inkluderede«, sagde Taylor Swift dengang.
Det er altså ikke vanvittigt af Bidens stab at håbe på, at det kunne ske igen. I mellemtiden har Donald Trump også opdaget, at Taylor Swift er ubeskriveligt populær.
På sit eget medie Truth Social har han forfattet dette indlæg om, hvorfor Taylor skal støtte ham i stedet for Joe Biden:
»Joe Biden gjorde intet for Taylor, og det vil han aldrig komme til«, skrev Donald Trump i søndags. Han mener at han selv, ved at underskrive en lov om digitale rettigheder, hjalp Taylor med at tjene en masse penge, mens han var præsident.
Hertil kommer et ekstra vers af »hun kan på ingen måde billige slynglen Joe Biden, den værste og mest korrupte præsident i vort lands historie«.
Travis Kelce får også et par ord med på vejen: »Derudover kan jeg godt lide Travis, hendes kæreste, selvom han formodentligt er liberal og sikkert ikke kan udstå mig!«
Hvis man spørger visse Donald Trump-støtter, har han imidlertid ikke en chance. Det hele er nemlig ét stort teater arrangeret af Det Hvide Hus.
Plantet af Pentagon
Bizart nok er en udbredt konspirationsteori på den amerikanske højrefløj, at Taylor Swift arbejder for det amerikanske forsvarsministerium, at hendes forhold til Travis Kelce er rent skuespil, og at Joe Bidens regering har påvirket udfaldet af Super Bowl, så det hele endte med at falde ud til Bidens fordel. Altså ved at der nu er så megen opmærksomhed omkring Swift og Kelce, og at det vil virke ekstra slagkraftigt, når hun anbefaler folk at stemme på Biden.
Bidens stab lavede et, for en gangs skyld, sjovt meme, der refererede til lige netop det. Måske er det faktisk kun TikTok, de skal holde sig fra.
Just like we drew it up. pic.twitter.com/9NBvc5nVZE
— Joe Biden (@JoeBiden) February 12, 2024
Så her er vi altså. Amerikansk politik handler lige for tiden om, hvilken af to ældgamle mænd Taylor Swift vælger at støtte, så bare lidt af hendes ungdommelige tryllestøv kan smitte af på hans kampagne.
Jeg kan dog personligt godt forstå, hvis Taylor hellere vil passe sit eget end at gøre politikernes arbejde med at appellere til unge vælgere for dem.