Soundvenue går ud: Denne uge skal vi genopleve en forfatter, spise billige østers og skåle et ikon farvel

Uanset om du er til kunst, gode tilbud eller fest, er der noget for dig på den kommende uges program. Soundvenue guider til det hele lige her.
Soundvenue går ud: Denne uge skal vi genopleve en forfatter, spise billige østers og skåle et ikon farvel
Jakobe. (Foto: PR)

Et gensyn med en sand legende

Trænger du til lidt passende læsning til tiden? Så skal du med et smut tilbage i gemmerne.

Legendariske Octavia Butler vækkes nemlig til live på den danske litteraturscene med tre nye oversættelser af henholdsvis ’Slægtskab’, ’Lignelsen om såning’ og ’Lignelsen om talenterne’, som alle har været afgørende for den amerikanske forfatters etablering af den afrofuturistiske genre.

Octavia E. Butler. (Foto: Malcolm Ali/WireImage)

I den anledning tager oversætter Mikas Lang og forfatter Andreas Eckhardt-Læssøe forbi hovedbiblioteket til en samtale om spekulativ fiktion og Octavia Butler som en af grundstenene i indførslen af race, køn og klasse som temaer i populærkulturen. 

Forbered dig på økokritik og en snak om, hvordan science fiction-litteraturens dystopier efterhånden er frygtindgydende tæt på virkeligheden.

Genoptaget: Octavia Butler
Hovedbiblioteket, tirsdag 18. februar kl. 17

Svedige tekstiler

Kunstinstitutionen Art Hub sparker deres Free Lunch Series i gang med åbningen af Therese Bülows nye udstilling, der er en undersøgelse af forholdet mellem »what holds and what is being held«. Det lyder måske langhåret, men det er alt andet end det. 

I samtale med litteraturforsker Sarah Mering og kunsthistoriske forsker Nanna Stjernholm Jepsen vil Therese Bülow uddybe sit arbejde med udstilling og vigtigheden af materialevalg i sin tilgang til kunst. 

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De tre kommer til at diskutere forholdet mellem kunst, kultur og natur, og hvordan kunstnerisk dyrkelse af form og tekstur danner ramme for den kulturelle klimadebat.

Free Lunch Series: Therese Bülow
Art Hub Copenhagen, tirsdag 18. februar kl.12-13.30

Performance og kunstnermøde 

Skulpturer, malerier, arkitektur og performance. Charlottenborgs Forårsudstilling tilbyder lidt af hvert, og i denne uge kan du sågar få mulighed for at møde kunstnerne bag værkerne.

Onsdag er programmet pakket, og udover at møde kunstnerne vil der også være mulighed for at overvære prisuddeling og boglancering

Både danske og internationale kunstnere er blandt udstillerne, og gæster vil både kunne blive klogere på dem og den kunst, der disse dage pryder Charlottenborgs lokaler.

Ballet afsluttes med performances fra forskellige kunstnere på årets scene.

Charlottenborg forårsudstilling 2025: Performances og kunstnerintroduktioner
Kunsthal Charlottenborg, onsdag 19. februar, kl.17

Voldsom og vigtig litteratur til bogreolen

I tilfælde af, at man skulle mangle lidt inspiration til de sidste vintermåneders læsning, så kunne man svinge forbi Politikens Boghal. Her kommer romandebutant Mikas Lang på besøg til en snak om sin bog ’Bamberg Blues’, der er en benhård fortælling om efterkrigstidens Tyskland.

Mikas Lang. (Foto: Lea Meilandt)

Soundvenues anmelder Tobias Viftrup Kramer beskrev i sin anmeldelse romanen som »nødvendig læsning« med »for mange store og væsentlige temaer i spil til, at man kan tillade sig at stoppe«.

Med temaer som omsorgssvigt, queerness, efterkrigstid og racisme bliver samtalen nok ikke ligefrem munter, men ikke desto mindre er der meget at lære af dette værk og ikke mindst dets forfatter.

Mikas Lang: Bamberg Blues
Politikens Boghal, torsdag 20. februar, kl. 16.30

Lesbisk romcom i biffen

Det kan være svært at finde en lesbisk kærlighedsfilm, hvor hovedpersonerne ikke er hvide og plottet ikke udspiller sig før det 19. århundrede. Med andre ord er moderne queerfortællinger sjældne i biograferne. Sabaah, Mix CPH og Ungdommens Demokratihus er gået sammen om at forsøge at ændre netop det med en række screeninger af film, der alle portrætterer queer, racialiserings- og minoritetsnarrativer. 

Foto: Sabaah/PR

Flere af filmene i serien er nichefilm, der ellers er svære at opstøve, så dette er en gylden mulighed for at høre de stemmer, som ellers ofte ikke bliver hørt.

I denne omgang er ’The Watermelon Woman’ på lærredet. En romantisk komedie fra 1996 om en sort, lesbisk kvindes vej til selverkendelse gennem hendes jagt på historien om en gådefuld skuespillerinde.

Sabaah x MIX CPH: Queer film screening
Ungdommens Demokratihus, torsdag 20. februar, kl. 19

Smag af rigdom til discountpris

Hvem elsker ikke et godt tilbud? Hvis du også er til østers og et godt glas, så er torsdag din heldige dag.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Gaarden & Gaden er tilbage med ‘Østers på en torsdag’, hvor du simultant med deres Happy Hour kan få østers til en tyver. First come, first served. Tilbuddet gælder helt til, at der ikke er flere østers at komme efter, så selv den mest broke bitch kan få lov at nyde smagen af penge.

Østers på en torsdag #17
Gaarden & Gaden, torsdag 20. februar, kl. 15

Rund føs’  i Ungeren

Det er lagt op til et brag, når Big Mess holder 10-års fødselsdag i Ungdomshuset med gæsteoptrædener fra Molly, Josie, Pistol Pistol Pistol, Machete og DJ: Viggo Machete. 

Big Mess er noget helt for sig, og det skal fejres! Det danske punkrockband er nemlig kendt for en mere atypisk lyd med både personlige og catchy sange, hvor følsomme tekster bliver performet i dobbeltdenim og Dr. Martens.

Foto: Big Mess

Hele balladen kan opleves for blot 60 kroner, og alle er velkomne.

BIG MESS 10 YEAR BIRTHDAY BASH
Ungdomshuset, fredag 21. februar, kl. 20

Nittebeklædt releasekoncert

Det feministiske punkband Jakobe har en ambition om at bringe punken tilbage til ungdommen og som led i denne quest, har de udgivet en ny ep med seks nye numre, som vil blive spillet i sin helhed til release på spillestedet BETA.

Foto: Amager Bio/BETA

Jakobe er kendt for at forene feminisme og girlhood med en klassisk punklyd. Forbered dig på flere øjeblikkes nostalgisk stemning af ungdomsoprør.

Jakobe – EP release
BETA, lørdag 22. februar, kl. 20

Et brag af en gravøl

Posh Isolation siger efter 16 år tak for denne omgang, og slutter passende af med en kæmpe fejring. Pladeselskabet holder nemlig gravøl hos Inter i indre by, hvor alle fra kollegaer til totalt fremmede kan mødes og skåle for 297 udgivelser.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Pladeselskabet med Christian Stadsgaard og Loke Rahbek i spidsen har siden 2009 været first movers for skandinaviske udgivelser og skabt en platform til et utal af kunstnere gennem årene.

Et sandt ikon på den danske musikscene takker nu af med musik, drinks, afsked og nye begyndelser på en aften. Alle er velkomne, og det er fuldkommen gratis.

Open Deck & Drinks
Inter, lørdag 22. februar, kl. 16

Har du tips til, hvor vi skal gå ud næste uge? Så send en mail til kultur@soundvenue.com, hvor du skriver lidt om arrangementet.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af