Homofobi, racisme, voldtægt og omsorgssvigt: Alt er trist i debutromanen ’Bamberg blues’

Mikas Lang debuterer med en roman, hvor håb altid føles som en trussel. Tragedien lurer i hver eneste sætning.
Mikas Lang. (Foto: Lea Meilandt)

ROMAN. At læse ’Bamberg blues’ føles som at sidde indelukket i et trangt mørke. Og når det så endelig lysner, begynder væggene at mase sig tættere og tættere på. Der er ingen happy ending. Absolut ingen.

Mikas Langs debutroman – der kommer efter digtsamlingerne ‘Melanin’ fra 2019 og ‘Og spøgelser’ fra 2022 – er i stedet en dybt smertefuld historie om drengen Hilbert, der vokser op stort set uden kærlighed i efterkrigstidens Tyskland. Nærmere bestemt i den lille by Bamberg.

Hans mor er alkoholiker og foretrækker at drikke sig ned på den lokale knejpe, hvor hun lægger an på amerikanske soldater, der er har slået sig ned på byens amerikanske militærbase. Hilbert og søsterens far er en af disse soldater. Men han er for længst forsvundet igen.

De i praksis forældreløse børn bor hos deres bedsteforældre. Her er de dog ikke højtskattede børnebørn, men snarere på tålt ophold. Det gør i øvrigt ikke noget bedre, at de begge er »Mischlinge« – af blandet race.

Søskendeparret befinder sig i en fjendtlig verden, hvor alle kigger skævt til deres hud. Hilbert bliver mobbet, tævet, trynet og udskældt. Det er hårdt både i skolen og hjemme.

Der er dog et enkelt lyspunkt, der kortvarigt får romanen til at glitre håbefuldt.   

Kirketrøst og en alterdrengs pligter

Hilberts bedstemor slæber ham troligt med til katolsk messe hver søndag. Han lærer rosenkransen og finder både trøst og styrke i evangeliet.

Det ser præsten pater Schick og medhjælperen Moritz. De inviterer Hilbert ind i en bibelstudiekreds og giver ham alterdrengeansvar. Et ansvar, der føles godt og trygt for Hilbert.

»Messen forløb fuldstændigt efter bogen. En matematikagtig glæde. (…) To streger under facit«, lyder det i bogen.

Kirken er et af få steder, Hilbert ved, hvor han skal gøre af sig selv, og hvor der er plads til ham. Det er stedet, hvor han faktisk føler sig accepteret. Desværre kan det ikke blive ved sådan.

‘Bamberg Blues’. (Foto: Gutkind)

Mikas Lang har nemlig været modig nok til aldrig for alvor at lukke håbet ind i sin tekst. Han har ikke bekymret sig om læserens følelser og forhåbninger i sin iskolde socialrealisme.

Det gør bogen til pinefuldt læsestof, du ikke har lyst til at samle op og læse videre i, da alt bliver værre hele tiden. Men det er nødvendig læsning. Der er for mange store og væsentlige temaer i spil til, at man kan tillade sig at stoppe. 

’Bamberg blues’ er en coming-of-age roman, hvor alle relationer bliver brudt undervejs. Tillid er en valuta i lav kurs. Bogen stiller den ene garanti, at læsere med let til tårer kommer til at græde undervejs

Tradition for stump racistisk vold

Det er blues, som titlen foreskriver, men ikke kun på grund af tristessen. Mikas Lang har også indarbejdet den musikalske bluesgenres call-and-response-format i teksten. Indimellem bliver Hilberts historie afbrudt af kursiver i de passager, der løfter ham ud af sin tid og sit sted.

Her citeres der fra store værker af og om mennesker fra den afrikanske diaspora – slavegjorte mennesker, der blev bragt til Europa og USA. Mikas Lang lader for eksempel flere citater fra romaner af den nobelprisvindende forfatter Toni Morrison indgå.

En af de særligt ubærlige referencer er, når Mikas Lang omtaler slaveskibet Zong:

»På et tidspunkt under overfarten over Atlanten besluttede besætningen på slaveskibet Zong at smide lasten overbord, hundrede og nogleogtredive afrikanere. (…) De druknede samtlige de mennesker, de havde holdt indespærret i skibets bug, og sejlede i havn, hvor de åbnede en forsikringssag med henblik på at få økonomisk kompensation for den tabte last«.

Det er aldrig helt klart, hvilken stemme der taler i kursiveringerne, men formålet er tydeligt. Hilbert er bare én trist historie blandt millioner af liv, der er ødelagt af racistisk kolonialistisk vold.

Passagerne gør ham større end sine egne oplevelser og fornedrelser i Bamberg. Hilbert bærer også hele det sorte menneskes historie.

Lidt for klare budskaber

Mikas Lang bruger altså kræfter på at sætte sit værk ind i en lang kontekst. Det er vigtigt for ham, at ’Bamberg blues’ bliver læst rigtigt. Den insisteren kan man desværre mærke lidt for tydeligt flere steder i romanen.

Det er så vigtigt, at scenerne bliver forstået fuldstændigt, at Mikas Lang lader sin fortæller fortælle for meget med overforklaringer og udlægninger af karakterernes handlinger. Det punkterer læsningen en smule. I de scener, hvor alt ikke bliver overbelyst, dirrer romanen med langt større kraft.

En af romanens bedste scener er for eksempel et mærkeligt lille optrin, hvor den fraværende mor i et ukarakteristisk øjeblik giver lillesøsteren Ute en pose bolsjer. Men Ute vil ikke spise dem, selvom hun sulter, og på trods af at moren bliver ved med at presse hende til at spise dem.

Det bliver aldrig forklaret, hvorfor hun ikke vil. Det må læseren selv fortolke, og scenen står stærkere af samme grund.

Det er måske romandebutantens usikkerhed, man mærker, når fortælleren vil præcisere og udlægge. Angsten for ikke at blive læst og forstået rigtigt. Det er ærgerligt, fordi Mikas Lang skriver så klar og enkel prosa, at al den smerte han skriver frem, allerede er ætsende ondskabsfuldt nærværende.

Det er dog kun et lille skår i glæden ved en virkelig god, men benhård oplevelse. Det er ikke rart at læse ’Bamberg blues’. Men det ændrer ikke på, at den er en vellykket og vigtig roman.


Kort sagt:
’Bamberg blues’ er en sørgelig, men vigtig historie om at vokse op i et fjendtligt miljø og blive ødelagt én brudt relation ad gangen.

’Bamberg blues’. Roman. Forfatter: Mikas Lang. Forlag: Gutkind. Længde: 254 sider.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af