Sisse Sejr trækker sig fra omdiskuteret podcast

Sisse Sejr trækker sig fra omdiskuteret podcast
Sisse Sejr-Nørgaard. (Foto: Podimo)

Kritikken har haglet ned over Podimo og Sisse Sejr-Nørgaard, efter de i torsdags lancerede podcasten ‘Nedsmeltning’.

Her interviewede Henrik Qvortrup over to afsnit den stalking- og identitetstyveri-dømte radiovært, hvorefter det var meningen, at hun skulle interviewe andre personligheder, der har været igennem et offentligt sammenbrud.

Men ‘Nedsmeltning’ er nu smeltet ned til … ingenting. I hvert fald med Sisse Sejr ved roret.

Hun meddeler således i en story på Instagram, at:

»Min rolle i Nedsmeltning overskygger den samtale, som vi håbede på. Jeg har derfor i dag meddelt Podimo, at jeg trækker mig som vært. Jeg er glad for, at Podimo har en ambition om fortsætte podcasten og videreføre dens oprindelige mission«.

Podimo har sendt en udtalelse til TV 2, der lyder som følger:

»Sisse Sejr-Nørgaard har i dag orienteret os om, at hun ikke ønsker at fortsætte som vært på podcasten ‘Nedsmeltning’. Vi respekterer selvfølgelig Sisses beslutning om at trække sig fra podcasten og vil nu undersøge, hvordan formatet kan videreføres og sætte de vigtige emner, det handler om, på dagsordenen«.

Efter lanceringen i sidste uge har det væltet ind med negative kommentarer på Podimos platform og sociale medier. Flere medier skrev samtidig, at mange sagde deres Podimo-abonnement op.

Her på Soundvenue skrev Mathilde Johanne Kristiansen en kritisk kommentar, der sluttede med ordene:

»Det er i forvejen et stort problem, hvor meget mediebranchen elsker at forveksle erfaring med ekspertise. Podimo går dog skridtet videre, når de giver folk som Sisse Sejr-Nørgaard lov til at bruge kriminalitet som kompetence. På den måde repræsenterer ‘Nedsmeltning’ et nyt lavpunkt for, hvad man kan være bekendt«. 

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af