Forbes har vanen tro offentliggjort deres årlige liste over de 20 bedst betalte modeller i verden, og igen udstiller tallene branchens manglende diversitet. For hvide modeller er ikke alene dem, der trækker de tocifrede millionbeløb hjem, det er også dem, der er langt flest af på listen.
Faktisk er det kun Jasmine Tookes, Liu Wen og Joan Smalls, der har en anden etnicitet end hvid og ingen af dem tjener lige så mange penge som eksempelvis Gisele Bünchen, Karlie Kloss eller modens nyeste darlings Kendall Jenner og Gigi Hadid.
Men hvor diversitet i hudfarve trods alt er repræsenteret, om end i fåtal, så er diversitet i størrelse ikkeeksisterende. For til trods for at kurvede modeller som Ashley Graham har fået et godt fodfæste i branchen, så er der ingen såkaldte plus size-modeller på listen.
Selv om Ashley Graham har taget modeverdenen med storm, er hun ikke at finde blandt de bedst betalte modeller i verden.
At modebranchen mangler diversitet er ikke nyt, og selv om der er kommet et større fokus på problemet, ser det ud til at være en svær tendens at vende. The Fashion Spot har de seneste to år lavet diversitetsrapporter over både catwalk og kampagner, og de seneste tal er ikke noget at råbe hurra for.
Ud af 236 undersøgte forårskampagner i 2016 var 78,2 procent hvide, mens 8,3 procent var sorte, 4 procent var asiatiske og 1,7 procent var latinamerikanske. Derudover var det kun sølle tre 1.6 procent – det vil sige syv modeller – der var kurvede. Heraf optrådte kun to modeller for mærker, der ikke eksklusivt sælger tøj i større størrelser.
Se hele Forbes liste nedenunder:
1. Gisele Bündchen – 30,5 millioner dollars
2. Adriana Lima – 10,5 millioner dollars
3. Karlie Kloss – 10 millioner dollars
4. Kendall Jenner – 10 millioner dollars
5. Gigi Hadid – 9 millioner dollars
6. Rosie Huntington-Whiteley – 9 millioner dollars
7. Cara Delevingne – 8,5 millioner dollars
8. Candice Swanepoel – 7 millioner dollars
9. Lui Wen – 7 millioner dollars
10. Miranda Kerr – 6 millioner dollars
11. Lara Stone – 5,5 millioner dollars
12. Natalia Vodianova 5,5 millioner dollars
13. Kate Moss – 5 millioner dollars
14. Alessandra Ambrosio – 5 millioner dollars
15. Doutzen Kroes – 5 millioner dollars
16. Joan Smalls – 4,5 millioner dollars
17. Lily Aldrige – 4 millioner dollars
18. Jasmine Tookes – 4 millioner dollars
19. Taylor Hill – 4 millioner dollars
20. Barbara Palvin – 4 millioner dollars
Læs også: Modeller tager sagen i egen hånd – sætter fokus på diversitet
Læs også: Diversiteten halter stadig i modebranchen, selv om det går langsomt fremad