Ugens bedste sneaker-nyheder – Rihanna, ‘Silver Bullet’ igen, igen og Converse-glimmer

Vi hjælper dig til at få overblik over ugens mange nye lanceringer og colorways fra sneaker-verdenen.

Rihanna dropper tre nye modeller

Alle har travlt op til jul – også Rihanna. Udover at holde speederen i bund på Fenty Beauty, så har hun også travlt med sit Puma-samarbejde, der har sluppet tre nye modeller i denne uge. Den ene er blot en ny version af Fur Slide, mens der er mere knald på de to andre.


I sidste uge så vi den nye version af Fenty Trainer, der gjorde brug af Rihannas ankelstrop, og nu får vi så endnu et nyt take på Trainer-silhuetten med Hi-versionen, der, ligesom vi tidligere har set fra Reebok, kører sokken helt op til knæene.


Lidt uden for sneaker-kategorien er Rihanna også klar med en stærk, spids lakstøvle, der rammer tidsånden og ligesom blandt andre Saint Laurent og Vetements inkorporere en statement-hæl. Et helt igennem vovet spring for Puma – også med prislappen på de 7.200 kroner. Alle tre sko er til salg nu hos Puma.


‘Silver Bullet’ igen, igen

Air Max ’97 har haft et stærkt jubilæumsår med mange collabs, genudgivelser og nye colorways, ikke mindst den sølvfarvede ‘Silver Bullet’. Efter genkomsten i foråret og re-releasen i november, ser det nu ud til, at du får endnu en chance for at hoppe med på toget. Afew sætter nemlig modellen til salg den 19. december til 1.265 kroner.


Triple-S-feberen

Demna Gvasalia er en af hovedarkitekterne bag tidens 90’er-revival, og på sneaker-fronten har Balenciagas genkendelige model været en af forgangsmodellerne for løbesilhuetterne med kraftige såler. Nu tyder meget på, at Triple-S-hysteriet fortsætter næste år, da der lige er landet billeder af to nye colorways – altså, hvis man lige har 4.500 kroner til overs til et par sneakers.


Fear of God fortsætter med Vans

Vi har næsten lige fået genudgivelsen af Jerry Lorenzos logoprægede Old Skool-silhuet, og nu er der landet billeder af et mere underspillet Vans-samarbejde fra hans hånd. Den sorte colorway af Slip-On Style 147-modellen er helt enkel med et guld logo på stroppen. Det vides dog endnu ikke, hvornår den kommer i salg.


Flere kraftige såler

I al sin almindelighed er Nikes Air Monarch den perfekte model til lige nu. Det er Concepts-butikken åbenbart enige i. De er i hvert fald på vej med en Nike-collab om modellen i ruskind. Der er dog stadig ikke noget nyt om, hvornår den kommer i salg, men vi siger selvfølgelig til.


Adidas fortsætter Parley-samarbejdet

Bæredygtighed bliver vigtigere og vigtigere i moden, og mens de færreste tror på, at hjulene pludselig holder op med at dreje, så fokuserer mange på at bruge teknologien til at skabe nye materialer. Parley for the Oceans bruger for eksempel plastik fra strande og have til at lave tråde, der kan sys med. Samarbejdet med Adidas er ikke nyt, men fortsætter næste år med denne Ultra Boost Mid, som forventes at lande i februar.


Gammel Nike-kending

If it ain’t broke, why try to fix it? Ja, de store sportsmærker elsker at dykke ned i deres arkiver. Det viser både autenticitet at relancere ældre modeller, ligesom det selvfølgelig er meget billigere end at designe noget nyt. Senest eksempel fra Nikes hånd er Grandstand 2-silhuetten, der har 25 års jubilæum i år og snart skulle lande i colorway’en ovenfor. Indtil videre er der dog ingen officiel info om hvornår.


J.W. Anderson kaster mere glimmer over Converse

Man lagde mærke til de glimtende sneakers, da J.W. Anderson viste sin SS18-kollektion i juni, for ud over at det var et Converse-samarbejde, var de både farverige og ja, fulde af glitter. De seneste uger er de så endelig kommet i salg.


Senest har vi fået den mest nedtonede model, med den sorte low-version af All Star, som er til dig, der godt vil prøve lidt glimmer uden at skilte alt for meget med det. De tre glimmer-modeller er til salg hos Converse for lige omkring 1.000 kroner stykket.


Eksklusiv SF-AF1 Mid

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi har et softspot for Speciel Field-versionerne af Air Force 1. Især mid-versionen, der er lidt mere nedtonet og holder de militaristiske virkemidler på detaljeniveauet, står stærkt. Og det bliver ikke mindre imponerende i denne blå ruskindsversion, som ganske enkelt er vildt flot med materialemikset og gulddetaljerne. Den har dog endnu ikke nogen releasedato.


Adidas møder Undefeated

Faktisk fortalte vi dig allerede om denne model i sidste uge, men der var camouflageprintet noget anderledes på det billede, der flød rundt på nettet. Nu er releaseinformationer kommet på plads, og som du kan se på Nakeds billede, så printet lidt mere unikt, når Undefeated giver deres bud på Adidas’ helt nye Prophere-model. Skoen kommer til salg natten til den 23. december hos blandt andre Naked.


Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Be excited. Be very excited….

Et opslag delt af Serena Williams (@serenawilliams) den

Serena teaser nyt Nike-samarbejde

Og så slutter vi i rygtebørsen, for tidligere på ugen delte Serena Williams dette billede på Instagram og mente, at vi skulle glæde os. Hvis det betyder, at den glimtende guld-sneaker rammer handlen, så er vi med. Det ligner en Flyknit-overdel, hvor sokkelooket køres højere op end normalt – med mindre det blot er matchende strømper. Det må tiden vise.

Læs også: ‘Yeezy Season 6’-kollektionen er ligegyldig, men kampagnen er genial

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af