Hele verden kigger med, når Beyoncé gør noget, og hendes 115 millioner Instagram-følgere er efterhånden blevet vant til, at det mest er en modeblog, de er vidne til, når popstjernen deler luksusoutfits og scenekostumer.
Derfor var alle øjne også rettet mod Cardiff i sidste uge, da Beyoncé og Jay-Z åbnede deres fælles ‘On the Run II’-turné i Wales. Nu viser det sig dog, at Beyoncé ikke kun havde pakket de fire-fem power-outfits, hun bar på åbningsaftenen. Ved de to efterfølgende koncerter, senest i går i Manchester, har hun nemlig præsenteret nye looks.
De nye outfits ligger i tråd med de stramme, korte kjoler og bodystockings, vi så fra Cardiff. Ovenstående billede viser et fuldt Balmain-look taget fra Manchester-koncerten i går. Kjolen og støvlerne er en del af brandets Resort 19-kollektion. Beyoncé har før båret Olivier Rousteings ofte militaristiske designs, senest i forbindelse med hendes imponerende Coachella-koncerter.
Udfra billedet tyder det på, at outfittet erstattede det hvide blazer/bodystocking-look, som Beyoncé var iklædt under elevatorturen, som starter showet.
Samtidig florerer der en video fra Manchester-koncerten af Beyoncé i en noget akavet dans, hvor hun har iklædt en rød glimmerblazer og korte shorts.
Det bedste look er dog stadig hendes ‘Matrix’ møder Vatikanet-outfit komplet med små solbriller og en gigantisk kappe fra koncerten i Glasgow i lørdags. Det var lige så majestætisk og badass, som vi kunne forvente fra Beyoncé.
Så mens åbningsaftenen virkede en anelse uinspireret rent outfit-mæssigt, så lader det til, at Beyoncé har mange esser i ærmet, som hun har tænkt sig at spille ved de mange kommende koncerter – og ikke mindst i København næste lørdag, den 23. juni, håber vi.
Læs også: Beyoncé og Jay-Z’s ‘On the Run II’-merchandise skuffer fælt