Trail-sneakeren rammer vores udlængsel – ti eksempler hvis du vil med på bølgen

Trail-sneakeren rammer vores udlængsel – ti eksempler hvis du vil med på bølgen

Kald det gorpcore, hvis du vil. Det seneste års tid har outdoor-looket med fleece, windbreaker og andet gear, der kan klare en weekend i naturens vildskab, vundet frem i modebilledet.

På den store klinke kan det ses som et modspil til storbyens hektiske liv, eller som en alternativ måde at udstråle luksus på, nemlig luksusen ved at have tiden og muligheden for at dyrke roen, der ligger i forlængelse af idyliseringen af lokale råvarer, hjemmebagt brød og andet, som tager tempoet ud af hverdagen.

Visse mener også, at bevægelsen kan ses som en kommentar til en tid, hvor miljøet er et stigende samfundsproblem. Altså at du igennem looket udviser, at du går op i udendørslivet og miljøet.

Men ja, det er også ‘bare’ en modetendens og en naturlig forlængelse af den athleisure-bølge, der har raset de senere år. Allerede sidste år så vi de rillede trail-såler gøre deres indtog, og nu følger de med resten af modebilledet og går full outdoors.

Hvis du vil følge med, giver vi dig her et overblik over ti af tidens bedste eksempler på sneaker-looket.

Balenciaga Track

Vi lægger selvfølgelig ud med Demna Gvasalias bud på looket, da han hos Balenciaga har været med til at svine taktstokken – også når det kommer til sneaker-moden. Først var Triple-S med til at starte de voluminøse løbeskossåler, og nu lander Track-sneakeren, som fik styret tendensen mod de tekniske vandresko.

Prisen er selvfølgelig for de få og ligger omkring 4.500 kroner, hvis du overhovedet kan få lov til at købe dem under popup-butikken i London, der startede i går. Men pointen er også blot, at det er her, tendensen for alvor tog fart.


Alyx Low Hiking Boot

Matthew Williams er også ved at være en af modens ledestjerner, især for tiden da han længe har dyrket det industrielle og militaristiske look, som flere og flere undersøger. Der passer Alyx’ Low Hiking Boot også ind. Og mens de fleste andre tager elementer fra trail-skoene, så er Williams’ bud nærmest klar til at gå langt i (eller klare et liv på byggepladsen?) – altså på nær på prissiden. Til 4.900 kroner er det næppe mudder, du har lyst til at trave igennem.


Gucci Flashtrek

Selv om Alessandro Michelle lever lidt i sin egen retroboble, så er han stadig business-minded nok til at sørge for, at Gucci selvfølgelig også er med på tidens førende sneaker-tendenser. Hans bud på en outdoor-sko er denne Flashtrek-model, der effektivt blander en luksusstemning med trail-elementer som sålen, hælstroppen og det robuste snøresystem.

Til 5.900 kroner er vi stadig ud i et eksempel på, hvor tendensen har samlet fart i modeuniverset, mere end i en reel købsmulighed.


Nike ACG Ruckel Ridge

Til gengæld har Nike flere bud på stærke trail-sneakers, der ikke kun får dig tørfodet og helskindet igennem skoven, men også pleaser øjet. Sportsgigantens underlinje All Conditions Gear (ACG) huser flere modeller, som Ruckel Ridge, der både har træksnøre og et mid-design med sokken, der hjælper med at holde fødder tørre. Wood Wood har den til 1.150 kroner.


Nike ACG Air Revarderchi

En anden ACG-klassiker, der selvfølgelig er hentet frem fra arkiverne, nu hvor moden peger mod det udendørsliv, som de fleste kun kan drømme om i storbyens pulserende hverdag. Mens der stadig er flere trail-detaljer, så udmærker skoen sig egentlig ved at være en lidt enklere og knapt så bombastisk bud på looket, som mange af de andre. Den koster 1.150 kroner hos Wood Wood.


Nike ACG Dog Mountain

En af vores klare favoritter blandt de gamle modeller er Dog Mountain, der også for alvor omfavner de mange farver, som ofte er en del af outdoor-kollektioner. Det er denne colorway i hvert fald et eksempel på – uden at det tager overhånd. Sålens mønster, der tager inspiration fra højderingene på et kort, er en fed detalje. Skoen koster 800 kroner hos Wood Wood.


Nike Air Humara

Supremes Air Humara-samarbejde med Nike sidste år var også med til at skubbe looket frem i rampelyset i streetwear-kredse, og her er alle detaljerne med. Især det tydelige snøresystem og den stofbelagte mellemsål giver skoen sit signaturlook. Den koster 1.050 kroner hos Nike.


Reebok Trailgrip

Mens det er Nike, der fører an blandt sportsmærkerne, så har de fleste selvfølgelig deres mere rigide vandresko i sortimentet, og flere er ved at sætte dem i mere tydelige modesammenhænge. Vi har for eksempel set Kiko Kostadinovs seneste Asics-samarbejde, ligesom Vetement har løftet Reebok. Men du kan også vælge selv at gå på udkig i sortimenterne. Reebok har for eksempel denne Trailgrip-model, der har alle detaljerne og Gore-Tex-overdel og sagtens kunne passe ind i dit outdoor-look. Den koster 749 kroner hos Reebok.


Puma Trailfox

Endelig kommer der flere og flere modeller, som ikke går hele vejen ud på vandrestierne, men blot låner detaljer og skaber blandingsprodukter. Det er Pumas Trailfox-samarbejde med russiske Outlaw Moscow et godt eksempel med den rigide sål og hælstroppen, mens læderoverdelen sagtens kunne have siddet på en mere klassisk enkel hverdags-sneaker. Den koster 1.250 kroner hos Puma.


Fila Disruptor Low

Og ja, så kommer vi næsten ikke uden om denne klassiker. For Fila tog jo netop mange af de tidligere nævnte elementer som den markante sål, kraftige snøresystem og hæl- og pløsstropper og brugte dem til at skabe Disruptor-modellen, der dog med sin enkle læderoverdel og voluminøse sål altid har indbudt mere til storby-rave end skovtur. Denne sølvversion koster 900 kroner hos Naked.

Læs også: Ugens bedste sneaker-nyheder – farver, Drakes Nike-teaser og Adidas’ nye yndlingssål

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af