Willie Nelson
Så er Willie atter på spil. Af albummets fjorten numre har han dog kun selv stået for kompositionen af de tre (og det ene af disse er ‘Texas’, som tidligere har optrådt på det glimrende ‘Across The Borderline’-album fra 1993). Herudover er der blandt andet sange hentet fra Tom Waits og fra sønnen Lukas Nelson (drengen er født i 1989!)
Op gennem årene har Willie Nelson haft flere fantastiske duetter med kvindelige solister (eksempelvis Brenda Lee, Dolly Parton, Emmylou Harris, Sinead’O’Connor og Bonnie Raitt). ‘It Always Will Be’ er ingen undtagelse, da tre af albummets bedste sange foregår i selskab med henholdsvis Norah Jones, datteren Paula Nelson og Lucinda Williams. Særligt duetten med Paula Nelson på nummeret ‘Be That As It May’ og duetten med Lucinda Williams på nummeret ‘Overtime’ må fremhæves som to af albummets absolutte højdepunkter.
‘It Always Will Be’ byder først og fremmest på en række gedigne countrysange, hvor kærligheden er den altoverskyggende fællesnævner. Det være sig længslen efter fortidens forgangne kærlighed, kærlighed, som man lever med dagligt, fremtidens mulige kærlighed eller noget helt fjerde.
Måden, som kærlighedsbudskabet leveres på, er hentet fra den klassiske country-skuffe, hvor der ikke bliver sparet på hverken sentimentalitet eller lettilgængelige associationer og rimkonstellationer. Tag eksempelvis disse linier fra ‘My Heart Belongs To You’: “And now autumn fills the air / I feel your spirit everywhere / And now my fears are coming true / My broken heart belongs to you”.
‘It Always Will Be’ skriver sig næppe ind i musikhistorien eller bliver en drønende kommerciel succés af den slags, som Johnny Cash indkasserede med sine ‘American Recordings’ i sine sidste leveår. Dertil er sangene og arrangementerne en tand for ordinære. Derimod vil albummet være et sikkert køb for de, som med en bourbon eller Fernet Branca i hånden utrætteligt søger enkle længselstyngede musikalske kærlighedserklæringer.