Help She Can’t Swim
‘Help She Can’t Swim’ er ude med sit debutalbum efter at have taget tilløb i et stykke tid med EP- og singleudspil. Der lægges ikke skjul på, at det hverken er for at redde verden eller skabe stor lyrik, at gruppens fem medlemmer har fundet sammen. Tilgangen er som musikken langt mere ligetil: “We want to make noise and dance. We are bored of where we live and the rubbish music that everyone around us seems to enjoy”.
Det er der kommet et album ud af, som på trods af sine blot 25 minutters spilletid((!), mere end vælter lytteren med sin ubarberede garagerockede punkpop. Siden sidste sommer har der været fuld drøn på den britiske kvintet, som i ét væk har optrådt på diverse hovedsageligt småklubber rundt om i Storbritannien. Denne flittige koncertaktivitet skinner tydeligt igennem på ‘Fashionista Super Dance Troupe’.
Kombinationen af et fængende og næsten 80’er-poppet musikalsk bagtæppe for en skrigende punket rebelskhed må siges generelt at fungere godt. Den skrigende forgrund får desværre på et par numre alt for meget plads med en støjende syndflod til følge, men må på den anden side forsvares, fordi ‘Help She Can’t Swim” tør gå væsentligt længere ind i punken end beslægtede navne, som gør sig bemærkede for tiden, tør. De tør være deres tilknytning til punken bekendt.