Black Rebel Motorcycle Club

De fleste kendere af et af de senere års bedste og mest interessante eksponeneter for guitarfuzzens genfødsel vil formentlig få sig lidt af chok. Amerikanske Black Rebel Motorcycle Club er tilbage med deres tredje album, og det er med en helt ny bluesy og countryagtig lyd, der ligger om ikke lysår så i hvert fald meget langt fra, hvad de tre coole amerikanere stod for på deres to første albums.

Efter en ordentlig mavepuster af interne som eksterne problemer, har Peter Hayes, Robert Been og Nick Jago igen fået vejret og er nu klar med ‘Howl’. Lang tid på landevejene skabte intern splid i bandet, og trommeslager Nick forlod bandet, uvis på om han ville komme tilbage. Om det er derfor resultatet af lang de fleste af sangene er blevet meget akustiske og har sparsomt med trommer skal være usagt. Men den akustiske stil kunne måske være grunden til uoverensstemmelserne med daværende pladeselskab Virgin. På bandets nye selskab Echo, har BRMC i hvert fald fået lov til at gå den akustiske vej.

Dermed har trioen bestemt fralagt sig sit kendetegn: Den fuzzede guitar, der med coole vokaler svøbte den tunge rock’n’roll ind i sit eget unikke univers. Til gengæld har bandet tydeligvis fundet ny inspiration i blues’en og soundtracks a la ‘O Brother, Where Art Thou’. Førstesinglen ‘Ain’t No Easy Way’ men også Shuffle Your Feet’ er to lysende eksempler herpå.

Det er støvet, svedigt, stadig sexet men mindre larmende og eksplicit rockmusik, som nu kendetegner BRMC. Hayes’ og Been’s vokaler er blevet mere fremtrædende, og der er fodstamp og mundharmonika. De 13 sange er overordnet set fine. Flere af dem har catchy melodier, og en god håndfuld formår derudover også stadig at puste blidt til sjælen.

Bandet har med stilskiftet (bevidst?) givet afkald på noget af den mystik, der omkrænsede dem så smukt på især debuten men også på toeren ‘Take Them On On Your Own’. BRMC har bestemt fundet nyt, solidt fodfæste, men det er på bekostning af den Dean’ske ‘lev-stærkt-og-dø-ung-stil’, der var så dybt indlejret i bandets mere utæmmelige og musikalske vildskab på de to første plader.

Black Rebel Motorcycle Club. 'Howl'. Album. Echo/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af