Kristofer Åström
Kristofer Åström må være Sveriges svar på Ryan Adams. I hvert fald er han en ekstremt produktiv musiker, der med en alder i starten af 30’erne allerede har været frontfigur i rockbandet Fireside i mere end et årti og derudover dyrket en solokarriere i mere klassisk, amerikansk singer/songwriter-tradition.
Svenskerens sjette udspil i eget navn byder på pæn, poppet countryrock, faktisk ikke så langt fra den føromtalte rockrebel. Åström har skiftet hele sit husorkester ud, i håbet om at lave noget helt andet end hidtil. Backingbandet The Hidden Truck er derfor smidt på porten til fordel for Göteborg-bandet Rainaways. Men selvom musikerne er nye, er der ikke sket de store musikalske revolutioner.
Kristofer Åströms seneste ep ‘Black Valley’ var dog en mørk og knapt så munter sag med fire sange, der havde døden som tema. Denne gang er det mere opløftende med rigeligt med radiovenlige up-tempo-numre, som dog fremstår mere anonyme end afvekslende. Man får følelsen af at høre samme sang syv-otte gange. Derudover går der henholdsvis Bonnie ‘Prince’ Billy og Daniel Lanois i den på ‘All In’ og ‘Fallen’, der med deres dvælende melodier og afdæmpede akustik trækker tempoet ned.
På trods af sangtitler som ‘Just a Little Insane’ og ‘A Little Out of Tune’ skal man lede længe efter både galskab og skæve sange. Albummet lægger sig i midtersporet på den brede mainstream-motorvej, og det bliver hurtigt en kedelig køretur.