Fallulah

»I’m looking the part / But I’m lacking the heart«. Det er med noget af et statement, Fallulah åbner sin debutplade, som hun har lavet i samarbejde med Fridolin Nordsø fra The William Blakes. Men der er tale om falsk varedeklaration. Fallulah har nemlig først og fremmest hjertet på helt rette sted, og ‘Only Human’ er et stærkt åbningsnummer, ikke mindst musikalsk, hvor der med marchtrommer, blæsere og håndklap bliver kørt i stilling til noget stort.

Fra starten står det klart, at Fallulahs helt store styrke er hendes stemme. At lytte til hende synge er som at køre i en rutsjebane, man aldrig er bange for skal styrte sammen, og hendes kantede pop er langt fra det narcissistiske poesibogsfis, man kunne have frygtet fra en 24-årig sangerinde. Den fine strygerindsvøbte og 60’er-nostalgiske ‘You Don’t Care’ er sammen med den tidligere P3’s Uundgåelige ‘I Lay My Head’ klassisk skårne popsange, som får nyt liv i Fallulahs hænder, og i den mere legesyge afdeling tumler den vuggende andensingle ‘Bridges’ rundt sammen med den helt uimodståelige ‘Work Song’ og den højenergiske ‘Back and Forth’.

‘The Black Cat Neighborhood’ er en sej debut. Fallulahs lyd er organisk uden nogensinde at blive fodformet, og hun overbeviser – også når hun går ned i tempo. Et par ekstra af de bedste sange og hun havde stået med et femstjernet album. Men det kommer nok en dag.