La Roux – hyperkontrolleret performance
Jeg havde en forestilling om, at denne anmeldelse ville indledes med noget a la »ikke så stærk vokalpræstation« og »jerngreb af fest«. Men jeg må hastigt erklære mig uenig i egne forestillinger om Elly Jacksons styrker og mangler på en scene. Den hårdtpumpede ‘Tigerlily’ åbner brat, neonglittende og skingert op for det gennemførte univers, der er La Roux. En hyperkontrolleret performance hvor den androgyne rødtop træder i karakter som seriøs musiker med et insisterende fokus på musikken. Til trods for en ualmindeligt hoppevillig, festhungrende og afventende crowd og en håndfuld numre der utvivlsomt har lagt soundtrack til en del ølmættede privatfester.
Elly Jackson bærer inderligt og troværdigt de afdæmpede, hjerteknuste numre som ‘Cover My Eyes’ og upbeat-numrene eksplosivt og vokalmæssigt imponerende. Blandt andet ‘Colourless Colour’s basgyngende bro får skabt indadvendt, rave-agtig stemning på scenen. Hun inddrager ikke umiddelbart de utålmodige tilskuere men danser indadvendt sine karakteristisk kantede trin. De lange, smalle laksko glider med energisk fart hen over gulvet, og den spinkle silhuet bankes op af pixel-lignende stroboskoplys. Hendes egne produktioner brydes af et velangrebet cover af Rolling Stones’ ‘Under My Thumb’, indledt med en proklamering om at hun ellers ikke tror på coversange.
Det lader sig mærke, at folk har fået en promille i blodet mod koncertens ende. Og Elly er klar til at levere varen udad. Således løftes taget af begejstring, da La Roux’ radio-darlings lander. Festen sættes af med ‘In For the Kill’, varer i alt et kvarter og afsluttes med ‘Bulletproof’, der sender svedbølger gennem den fjedrende masse, der gerne ville have haft mere, længere. Men hvad er det man siger? Leave them hungry for more.
