Taragana Pyjarama

4 6

Med en nyfunden pladekontrakt hos Kōln-institutionen Kompakt og det nylige dæknavn Taragana Pyjarama er der ingen tegn på, at danske Nick Kold Eriksen sænker tempoet. Hvor han som Eim Ick tidlige lavede musik, der landede et sted mellem The Field og Air France, er lyden på hans debutalbum mere ensrettet. Det gør dog ikke oplevelsen mindre interessant.

‘Four Legged’ stabler lette loops ind i uendeligheden, inden det hele går i sig selv. ‘Growing Forehead’ er fokuseret og organisk med en snært af Jonsís popøre, ‘Lo Ng’ er enkel og effektiv house, mens ‘All Those Weird Things’ bølger endnu mere frem og tilbage mellem et energisk beat og en atmosfærisk synthesizerstrøm. Det er fængende, afslappende, drømmende, men også kun en smule mærkeligt.

Albummets bedste øjeblikke kommer frem, når de kosmiske housetoner blandes sammen med stramme, målrettede produktioner. Når Taragana Pyjarama virkelig vil noget, er resultatet ikke til at modstå.

Læs anmeldelse: Taragana Pyjarama ‘Taragana Pyjarama EP’

Debutalbummet er dog præget af, at der af og til er for meget stilstand og for lidt spræl. De minutiøst konstruerede lydlandskaber fungerer, men ofte taber numrene pusten, når først de gode ideer er introduceret.

Det skal alligevel siges, at det bestemt er let at sætte albummet på og falde hen i Eriksens kompositioner. Hvis ikke det var så let flyve endnu længere væk, havde albummet været umådeligt svært at få ud af høretelefonerne igen.

Taragana Pyjarama. 'Tipped Bowls'. Album. Kompakt.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af