Efterklang & Copenhagen Phil – gavmilde symbioser

Efterklang-kollaboratør, og denne aften også opvarmer, Peter Broderick havde på 20 minutter, i balancegang mellem det løsslupne og det storladne, serveret et perfekt oplæg til Casper Clausen, inden Efterklangs frontmand, backet af band, korsangere og Sjælland Symfoniorkesters 34 mand store klassiske ensemble, hoppede på scene som naboens charmerende og kejtede knægt.

Med ’Piramida’s trekantede og cirkulære symbolik dinglende fra loftet og projiceret på bagvæggen var det selvsagt, at denne aften i overdådighedens tegn skulle åbne i det uendeligt hule bjerg ’Hollow Mountain’, som må have afmonteret de få mash-up-skeptiske tilstedeværende tilskuere.

Aftenen stod derefter på en parade af ’Piramida’-sange tunet – hverken for meget eller for lidt – med klassiske arrangementer og elektroniske samples. Casper Clausens sang strålede hele aftenen af stort overskud, men især falsetten på ’Sedna’ blev serveret på et niveau, selv Justin Vernon måtte have bøjet sig i støvet for. I slutningen af ’The Living Layer’ måtte Clausens vokal dog træde i baggrunden, da sangen ubesværet flød over i en smuk klassisk midtvejskoncert komponeret af Karsten Fundal (som også har arbejdet med Choir of Young Belivers og Under Byen) hvor orkesterets lyd, som en snestorms frostklare åndedræt, skiftevis bed og betagede Konservatoriets Koncertsal fra gulv til balkon.

Læs anmeldelse: Efterklang ‘Piramida’

At symbiosen mellem to af musikkens hjørner ikke helt nåede de ekstatiske niveauer, kan mest af alt tilskrives ’Piramida’s overvældende tilstedeværelse på setlisten, da det jazzede og elektroniske univers clashede med, og i næ blev overhalet af, orkesteret. Især strygerne satte gang på gang, og med kolossal styrke, flabede spørgsmålstegn ved albummets eksperimenterende og alvorstunge melankoli.

Sejren blev dog hevet i land i den proppede koncertsal, da ekstranummeret ’Magic Chairs’ rundede en gavmild aften af ved at demonstrere, hvor overvældende det faktisk kan lyde, når to forskellige musikalske skabninger mødes, lige netop dér hvor deres verdener krydser, og transformerer sig til et enormt og frygtindgydende popmonster med klassisk dialekt.

Koncert. Konservatoriets Koncertsal.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af