Efterklang

Efterklang har været mange steder i deres levetid. På de første album ’Tripper’ og ’Parades’ stod de i tusmørket på en øde hede, lejlighedsvis med en strid kuling af knastør elektronik i ansigtet, og råbte mørk magi mod himlen. På ’Magic Chairs’ rykkede de indendørs til fordel for et skarpere snit og radiovenlige melodier. Denne gang står de i døråbningen med blikket stift rettet ud.

Hvad de ser ud på er den forfaldne og forladte mineby Piramida. Herfra kommer alle de organiske lydbidder, som trioen – med båndoptager, snotnæser og tophuer – har optaget på møre træbroer og i hule siloer, og som danner pladens rygrad.

Og for hvert knirk og dryp åbner sig nye fortællinger. Der trækkes tråde til Sigur Ros’ landskabshyldester og Múms elektroniske storhed, og dog fanger de hele tiden den velkendte Efterklangske ånd af konstant lurende forgængelighed.

Læs også: Hør Efterklangs nye album

Pladens åbner ’Hollow Mountain’ er en stalakitdryppende introduktion, som flot formår at udfylde det svære hulrum mellem tungsind og optimisme. Mindst lige så dejlige er både ’Sedna’ og ’Dreams Today’, og hvor den første med orgel og sprød baslinje føles som et sløvt pulserende hjerteslag, er den anden med Niels Frahms åbenbarende klaver, transcendente korarrangementer og Casper Clausens støvler som beat pladens bedste nummer.

Den mere eksperimenterende side af pladen indeholder fine numre som den jazz-synthede mutant ’Apples’ og den tøffende blæserhymne ’The Ghost’, men en tydelig ambivalens i Efterklang-sjælen – kampen imellem det smukke og det eksperimenterende – falder desværre på en del af de resterende numre ud til eksperimenternes fordel, hverken til melodiernes eller lytterens.