Darkside
Det hele startede med en ep. Vidunderbarnet Nicolas Jaar slog pjalterne sammen med guitarist Dave Harrington, og spøjs musik opstod. De tre numre, som lagde sig i slipstrømmen efter ‘Space Is Only Noise’, lød dog ganske forudsigeligt som Jaar med ekstra strenge at spille på. Med to års erfaring i bagagen er Darkside dog nu et projekt med egen lyd og med mindst ligeså meget eksistensberettigelse som Jaars bredt anerkendte soloarbejde.
Lyden lægger sig unægteligt stadig op ad, hvad vi kender fra Jaar, men hvor Harringtons guitar og bas før blot var krydderi, spiller de nu lige op med producerens elektronik. Det samspil trækker duoen fra deres elektroniske rødder og mod en sær kombination af kosmisk house og strengeinstrumenter, der understreger inspirationen bag duoens navn.
Læs anmeldelse: Darkside ‘Darkside EP’
’Psychic’ er indadvendt, fængende og helt sin egen størrelse. Jaar har i Harrington fundet en makker, der kan supplere hans kreativitet med den struktur, som af og til mangler, når Jaar udforsker sine lydlandskaber på egen hånd. Pludselig er den spøjse pop på ‘Metatron’ både catchy og drilsk, mens ‘The Only Shrine I’ve Seen’ er mørk Jaar-klingende house tilsat et skud rå energi takket være guitaren.
Darkside er kommet langt siden første forsøg, og er nu fuldt på højde med Jaars egne værker. »She can’t surprise me any more«, lyder det på ‘The Only Shrine I’ve Seen,’ men Darksides debutalbum er den bedst tænkelige overraskelse.