The Internet
Det er uden tvivl behagelige noter, der bruser indover en, når man først blænder op for Odd Future-duoen The Internets andet album. Titlen er til for at blive taget bogstageligt, og det er da også fristende at flyde med Syd tha Kyd og Matt Martians projekt, men det bliver hurtigt tydeligt, at den gode følelse har sine begrænsninger.
Vi bliver taget med i en verden af indbydende neo-soul, hvor Syds luftige falsetstemme er et bærende element. Vokalen viser dog hurtigt sine tydelige restriktioner, og den manglende variation blev trættende i længden. Det samme gælder for de jammede og jazz-influerede produktioner, der i sidste ende fremstår langtrukne og lidt for friske fra øvelokalet.
Læs anmeldelse: The Internet ‘Purple Naked Ladies’
Den funky single ‘Don’t Cha’ giver et tiltrængt brud i det drømmende univers og agerer godt modspil med sin markante baslinje, hurtigere tempo og tydeligere omkvæd – kvaliteter der er en mangelvare på albummets resterende numre. Pladens gæster er også med til at lægge en smule struktur ned over sammenhængen. Som for eksempel ‘Sunset’ med Yuna og ‘You Don’t Even Know’ med Tay Walker, der begge giver Syd et tiltrængt pusterum.
Med en spilletid på over 60 minutter fordelt på 13 numre står det klart, at afsenderne på bundlinjen er kreative talenter, desværre har duoen bare ikke lært begrænsningens kunst, hvorfor man føler, at albummet træder vande i længden.