Psyched Up Janis

Leftovers fra tiden omkring 'Swell' er lyden af talent og et band med fuld turbo på rockdrømmen.

I anledning af 20-års jubilæet for debutalbummet ‘Swell’ og den just overståede turné i kølvandet derpå, har Psyched Up Janis udsendt denne kollektion med leftovers fra tiden omkring netop ‘Swell’. Og fra første forvrængede akkord-anslag mærker man tydeligt et ungt band med en umættelig appetit og fuld turbo på rockdrømmen.

Læs anmeldelse: Psyched Up Janis på Spot Festival

De medrivende ‘Psychotic Gun’, ‘Flabbergasted’ og ‘Sane’ besidder et rastløst drive, som ganske vist er tidstypiske i lyden, men i udtryk og fremførsel stadigt fremstår vitale og vedkommende. Bandet er her ved at finde sig selv, så inspirationskilderne er hørbare i blandt andet ‘Capricious & Cold’, hvor Sune Wagner skriger sin indre Kurt Cobain ud af de slidte stemmebånd.

Den registrerende og sårbare frontfigur høres i ‘Whack Kids’, som fint anvender quiet-loud-dynamik, og på ‘But You Ran Away’, hvor Wagners kærlighed for surf-inficerede rumklang-riffs er evident. Sidstnævnte er desuden det nummer, som tydeligst trækker tråde frem til hans senere virke i The Raveonettes.

Identitetshymnen ‘Psyched Up Janis’, som tidligere kun har været udsendt i en akustisk version på live-udgivelsen ‘The Quiet Album’, får vi på ’The Oxygen Blast’ endelig serveret i al sin elektrificerede vælde, og med Jakob Jørgensens iørefaldende basriff som stabilt anker er nummeret en himmelsk opvisning i hvid støj og frenetisk energiudladning.

Læs interview: Psyched Up Janis: »Det er hårdt at lytte til sig selv for 20 år siden«

Eftersom denne tilbageskuende udgivelse formentligt bliver det sidste, vi kommer til at høre fra et af landets mest interessante bands gennem tiderne, er det både et værdigt farvel og en bekræftende manifestation af den nerve, sjæl og energi, ethvert ungt band besidder, når fremtiden tegner sig lovende og et åbenlyst talent er til stede.

Psyched Up Janis. 'The Oxygen Blast'. Album. Selvudgivet.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af