Psyched Up Janis – nostalgi uden nåde
Hvis man (som jeg) var en ung, påvirkelig purk i 1994, der forsøgte at kreere hjemmelavede dreadlocks ved at gnide absurde mængder opvaskesæbe i håret, før man tog på sit livs første festival (Midtfyns ’94), så er der nok store chancer for, at Psyched Up Janis var ens helte i det danske musiklandskab anno dazumal – og for mange af os, der nu er mere granvoksne, end vi helt tør være ved, var sønderborgensernes debutalbum, ’Swell’, noget nær den hellige gral.
Lørdag aften indtog et, for en kort bemærkning (sommeren over), gendannet Psyched Up Janis Spot, en festival der lige knapt var født, da ’Swell’ landede i pladebutikkerne. En perfekt anledning for Wagner og co. til at bevise, at ikke alene ’Swell’, men bandets ry som helhed, fortjener prædikater af ovenstående karakter.
Læs også: Psyched Up Janis vælger deres egne favoritnumre fra ‘Swell’
Sune Rose Wagner, Jacob Jørgensen og Jesper Reginal (stand-in for den oprindelige trommeslager Martin Bjerregård) åbnede en timelang koncert med triumviratet ’Vanity’, ’I Died In My Teens’ og ’Shudder’, der er ’Swell’-albummets måske tre mest blivende sange. Så var koncerten ligesom i gang, og selv om lyden og Sunes vokal endnu ikke var helt på plads, var energistormen fra scenen nok til at blæse enhver tvivl til side: Lazarus var sandelig stået op fra de døde!
Salen blev forkælet med hele ’Swell’-albummet i næsten perfekt kronologi – dog havde ’Reddening Star’ af ukendte årsager byttet plads med ’Subsonic Why’. Det spolerede ingenlunde glæden ved et frådende veloplagt og nervemættet genhør med et album, der i live-sammenhæng var tilført et nådesløst guitarattak fra Wagners side, men også var garneret med diskrete omarrangeringer og solistiske indslag hist og pist.
At Sune Wagner er blevet en bedre guitarist siden 1994, er der nok ingen tvivl om, og han kunne heller ikke dy sig for at tilføje Raveonettes-lydende surf-guitar-licks midt i kakofonien. Men først og fremmest var det en støjende, rensende og befriende uhøjtidelig opvisning i et kapitel af dansk rockhistorie, som åbenbart forenede på tværs af generationer. Jeg så i hvert fald både 18-årige piger og mere end dobbelt så gamle, fuldskæggede mænd skråle med på selv de mindre kendte albumnumre.
Lyt: Tre uudgivede numre fra ‘Swell’-tiden
For at det ikke skal være nok, fik vi i tilgift til jubilæumsfremførelsen af ’Swell’ tre ekstranumre og hvilke af slagsen: ’Special One’, ’I Think You Suck’ og ’The Stars Are Out’. Da introen til sidstnævnte tonede frem bredte genkendelsens smil sig i de fleste ansigter, og Wagner tillod sig at lade den retmæssige hyldest forplante sig til et ansigt, der havde været granitalvorligt indledningsvist, men som nu lyste op i et smil, der lugtede af ægte taknemlighed.
Det kan godt være, at Psyched Up Janis’ sæt ikke var lydefrit. Bandet kunne have været endnu mere tight (et nummer som ’Dead Green Summer’ fremstod sløset i en grad, så melodien knapt var genkendelig), men Psyched Up Janis har aldrig handlet om teknisk perfektion. Bandet er et vidnesbyrd om rockens bedste dyder: Autenticitet, vildskab, evig ungdom, glød, nerve og fællesskab.
Nostalgi er en sær størrelse. Den kan være som et dårligt trip eller som et alt for sødt bolsje, der hviner i tænderne og giver én kvalme. Men denne aften gik nostalgien i ét med nuet som en ægte, levende følelse i rummet, der forplantede sig til de fremmødte kroppe som en injektion ind i de sitrende nervebaner. Vi var ikke vidne til en pligtskyldig seance i kalkuleret andægtighed eller fremvisningen af en støvet museumsgenstand. Vi tog del i et nådesløst ritual af kød, sved og blod. Brusende, berusende.
Tak skal I have, drenge. Jeres hellige gral er velforvaret.
Læs også: Stort Psyched Up Janis-interview: »Det er hårdt at lytte til sig selv for 20 år siden«