Daft Punk, Kanye, Rihanna, Jack White m.fl. nu medejere af Jay Z’s Tidal – men hvor nyskabende er streamingtjenesten?

Daft Punk, Kanye, Rihanna, Jack White m.fl. nu medejere af Jay Z’s Tidal – men hvor nyskabende er streamingtjenesten?

I løbet af mandagen havde en lang række af musikkens absolutte sværvægtere – inkl. Daft Punk, Kanye West, Rihanna, Madonna, Jack White, Calvin Harris, Nicki Minaj, Deadmau5, Arcade Fire, Alicia Keys og naturligvis Beyoncé – støttet op om relanceringen af streamingtjenesten Tidal, som Jay Z opkøbte i januar.

Men ved en stort anlagt, live-streamet presse-event i New York mandag aften kl. 23 dansk tid annoncerede hele den samme stjerneparade sig som officielle stakeholders i Tidal, og ifølge Billboard.com har de hver især modtaget en aktieandel på tre procent for deres engagement.

Og hvorfor er det så lykkedes for Jay Z at involvere så mange store navne i projektet? Hvordan skiller Tidal sig mærkbart ud fra andre streamingtjenester? Det fik vi ikke mange svar på ved presse-eventen, hvor Alicia Keys førte ordet det meste af tiden med nogle relativt højtflyvende betragtning om værdien af musik, der endda omfattede et Nietzsche-citat (»Uden musik ville livet være en fejltagelse«).

Tidals vigtigste afstandstagen fra Spotify er udeladelsen af en for brugerne gratis, reklamebaseret Freemium-model, der af mange (bl.a. Taylor Swift) er udset som skurken i streamingsystemet (og sidste år i USA faktisk omsatte for mindre end vinylsalget). Man kan i stedet vælge mellem et regulært månedsabonnement til 9,99 dollars og et med musik i lossless-kvalitet til 19,99 dollars/måned.

Ifølge The Verge udbetalte Tidal frem til mandagens relancering den samme andel af deres omsætning til kunstnerne, som Spotify gør. Og med 17.000 betalende abonnenter, imod Spotifys 15 millioner er der lang vej op til storebror.

Men man må formode, at Tidal snarligt ruller en mere detaljeret plan ud for deres strategi på streaming-markedet, hvor også samarbejdet mellem Apple og Beats snart rykker ind. Lige nu har Tidal i hvert fald alles opmærksomhed.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2

 

4

 

3

 

1

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af