Er dette Jay Z’s hidtil største power move? Tidligere i dag stod det klart, at han havde opbakning fra nogle af musikkens tungeste navne til lanceringen af sin nyindkøbte streamingtjeneste, Tidal, da blandt andre Daft Punk, Rihanna og Arcade Fire ændrede deres profilbilleder på Twitter til en turkisblå farve og tweetede #TIDALforALL.
Men nu har Tidal netop sluppet en video, hvor ovennævnte kunstnere sammen med Kanye West, Jack White, Calvin Harris, Madonna, Nicki Minaj, Arcade Fire, Usher, Chris Martin, Alicia Keys og Beyoncé alle er samlet i ét lokale og venter på noget tilsyneladende revolutionerende. For hvad samler ellers den slags kræfter? Jay Z viser virkelig muskler her.
Tidal virker dog på papiret endnu ikke til at være ligefrem revolutionerende for musikbranchen. Indtil tjenesten relanceres senere i dag (i skrivende stund er der ifølge en countdown på Tidal.com cirka tre timer til) ved vi blandt andet, at streamingtjenesten ikke tilbyder en gratis Freemium-model (og derfor kan den også bryste sig af at tilbyde hele Taylor Swifts katalog, som ikke er tilgængeligt i Spotify).
Vi ved også, at Tidal tilbyder et månedsabonnement til 9,99 dollars og et med musik i lossless-kvalitet til 19,99 dollars/måned. Dertil lover tjenesten, der pt. er tilgængelig i 31 lande, inklusiv Danmark, redaktionelt kuraterede playlister.
På den måde minder Tidal forfærdeligt meget om WiMP, der også tilbyder en lossless-model i form af WiMP HiFi. Begge tjenester ejes da også af Aspiro, som Jay Z opkøbte aktiemajoriteten i tilbage i januar, så noget kunne tyde på, at WiMP-abonnenter snart er på vej til at blive Tidal-abonnenter.