Nick Cave og Warren Ellis har i mange år haft et tæt venskab og kunstnerisk samarbejde, der seneste udmøntede sig i Caves mesterlige album ‘Push the Sky Away’, hvor Ellis var hovedpersonens vigtigste samarbejdespartner. Det blev understreget af multiinstrumentalistens markante tilstedeværelse i den efterfølgende dokumentar, ’Nick Cave: 20.000 dage på jorden’.
Nu har de to atter slået pjalterne sammen og komponeret soundtracket til den franske western ‘Loin des Hommes’ (engelsk titel: ‘Far From Men’), der udspiller sig i den algeriske ørken i 1954. Filmen fik premiere under filmfestivalen i Venedig sidste år og har Viggo Mortensen i en bærende rolle.
Her nedenfor kan man høre en smagsprøve, der – ganske karakteristisk for de to musikere – kombinerer det smukke med det ildevarslende.
Nick Cave og Warren Ellis har tidligere stået bag musikken til blandt andre ‘The Assassination of Jesse James’ med Brad Pitt i hoverollen og John Hillcoat-filmene ‘The Proposition’, ‘The Road’ og ‘Lawless’.
Soundtracket til ‘Loin des Hommes’ udkommer den 18. maj. Filmen har foreløbigt ingen dansk premieredato.
Læs også: 10 sjældent gode westerns fra nyere tid