I går kunne vi bringe historien om Dr. Dres voldelige fortid, der er blevet diskuteret efter premieren på N.W.A-filmen ’Straight Outta Compton’. Filmen er blevet kritiseret for ikke at inkludere de mindre flatterende sider af N.W.A’s historie. Her menes især Dr. Dres fortid, der inkluderer vold mod en tidligere kæreste og en særligt heftig episode i 1991, hvor Dre overfaldt den kvindelige journalist Dee Barnes på en natklub. Det skete efter Barnes ifølge Dre havde fået N.W.A til at fremstå dårligt i det hiphop-program, hun var vært på.
I dag kan Los Angeles Times dog berette, at et tidligt udkast til filmens manuskript inkluderede hændelsen mellem Dre og Barnes. Her skulle Dres karakter angiveligt sige »jeg troede, vi var cool, dig og mig, men du giver ikke en fuck. Du vil bare grine af N.W.A og få os til at ligne fjolser«. Skænderiet eskalerer og da Barnes kaster sin drink i ansigtet på Dre, »slynger han hende rundt som kludedukke mens hun skriger, græder og beder ham om at stoppe«.
Scenen blev dog ekskluderet fra filmen. Instruktøren F. Gary Gray har forklaret, at filmens fokus var på N.W.A og ikke på sidehistorier, ligesom Ice Cube har udtalt, at man vil kunne lave fem forskellige film om N.W.A.
Dee Barnes har i et essay for nylig skrevet, at hun ikke havde lyst til at se sig selv blive gennembanket i ’Straight Outta Compton’, men at emnet burde have været adresseret. Hun beskriver sig selv som »et offer for ’Straight Outta Compton’s revisionistiske historiefortælling«.
Andre scener, der ikke kom med i filmen, inkluderer Dre, der bliver skudt fire gange i benet, at hans hus brænder efter en vild fest, og at han i et flashback ser sin lillebror blive dræbt.
Læs også: Dr. Dres voldelige fortid rumsterer igen: ‘Straight Outta Compton’ anklaget for at være misvisende