Torsdag er der premiere på Tobias Lindholms ‘Krigen’ med Pilou Asbæk i hovedrollen. Soundtracket til den roste film er lavet af Sune Wagner på opfordring fra Lindholm selv. Her vælger Wagner sine personlige favoritter fra soundtrack-historien.
1. ‘Snow White and the Seven Dwarfs’ (1937)
»Uovertruffent! Mange folk er ikke klar over, hvor fantastiske og inspirerende de fleste Disney-scores er. ‘Bambi’ og ‘Pinocchio’ er ligeledes af særdeles høj karakter og mange gange blevet valgt som nogle af de bedste scores i historien«.
2. ‘Psycho’ (1960)
»Det ville være lidt underligt ikke at have et Bernard Herrmann-score på listen, og det er temmelig umuligt at vælge en favorit her. Jeg synes, ‘Psycho’ er unikt i og med, at Herrmann orkestrede sit score til at passe til en sort/hvid-film«.
3. ‘The Thin Red Line’ (1998)
»Hans Zimmer viser her, hvor rystende god han er med et super melodiøst og stemningsfuldt score. Et absolut mesterværk. ‘Light’ er en af mine yndlingssange«.
Læs også: Stort interview med Pilou Asbæk: »Jeg er nødt til at bruge større knapper end Ulrich Thomsen«