I fredags præsenterede Jannis Noya Makrigiannis og Choir of Young Believers ‘Jeg ser dig’ – den første single fra det kommende album ‘Grasque’ (ude 19. februar) og samtidig første gang, frontmanden officielt kaster sig over det danske sprog. Vi tog en snak med Makrigiannis om nye tider, ‘Borgen’ og det danske sprog.
Hvad er det for en proces, du har været gennem, der har taget tre år siden ’Rhine Gold’?
»Vi har arbejdet utrolig lang tid på den nye plade. Meget af det glemmer man lidt. Når man er færdig med musikken skal du mikse, mastere, og vi har brugt virkelig lang tid på vores cover. Det er helt ufatteligt nogle gange, hvor lang tid man har brugt på det, når man kigger tilbage i kalenderen. Vi har nærmest først fået lukket pladen nu. Samtidig har vi også været ude og spille en del, og det har været sindssygt dejligt – det er to meget forskellige energier, og jeg glæder mig også rigtig meget til at komme ud og spille igen, når det har været meget introvert i lang tid«.
For halvandet år siden spillede I på Spot med en mere eller mindre færdig plade – hvad skete der med det album? Startede I forfra?
»På et tidspunkt troede vi, vi var længere i processen, end vi egentlig var. Der har været ret mange etaper. Ikke på en dårlig måde, det har været helt vildt sjovt. Men vi har bare haft brug for at prøve alle mulige ting af. På Spot spillede vi også en del nye sange, som vist alle er havnet på pladen, men de har taget nogle nye krumspring, inden de var færdige«.
I forbindelse med et interview sidste år, snakkede du om, at du helt havde droppet guitaren – det lader det jo stadig til, at du har valgt at gøre med ’Jeg ser dig’. Hvorfor?
»Det kommer meget af, at jeg overhovedet ikke har haft lyst til at spille guitar. Det har ikke rigtig været spændende for mig. Så troede jeg måske, det var fordi jeg havde en skriveblokering af en art, men så gik jeg i stedet i gang med at lave musik på alle mulige andre måder og ikke rigtig tænke, at det var til Choir. Det hjalp faktisk. Så var der masser af musik, der pludselig skulle laves. Men først skulle jeg lige bryde nogle gamle mønstre«.
Hvorfor har du valgt at synge på dansk? Er det gennemgående for hele det nye album?
»Der er lidt dansk rundt omkring på pladen, og det kommer også netop af, at man begynder at lave musik og ikke tænker på rammerne. På en eller anden mærkelig måde ¬– det lyder måske lidt underligt – men det var blevet en begrænsning, at vi havde lavet to plader, og så føler man, at man skal forholde sig til det og tage udgangspunkt i det. Det fungerede ikke, når jeg tog min Choir-hat på, men det var vildt svært at bryde ud af. Men når jeg så bare lavede musik for at lave musik, kom jeg til at lege rundt med noget, hvor jeg sang på dansk. Det var en ting, jeg havde prøvet før, hvor andre havde bedt mig om at synge på dansk for dem, og jeg havde svært ved det. Det irriterede mig helt vildt meget. Det havde ligget i mit baghoved, den blokering.
Da ’Jeg ser dig’ stadig bare var en skitse, synes jeg, den kunne noget, og så tænkte jeg, der skulle en engelsk tekst til. Men det fungerede slet ikke. Så det handlede om at smide de gamle dogmer og bare lave musik for musikkens skyld, så kom det hele til mig. Det tog måske også lidt tid for mig at vænne mig til tanken om ikke at synge engelsk«.
Hvordan er det anderledes at synge og skrive på dansk – kommer der nogle andre ting frem i teksterne end på engelsk?
»Det er nogle andre lyde. Det er nogle ret sjove lyde! Det er pludselig nogle ret andre referencerammer, man får i baghovedet, om man vil det eller ej. Man er jo offer for de strømninger, der ellers er i musikken, og man hører jo mere og mere musik på dansk herhjemme. Jeg er både inspireret af de gode gamle som Lars H.U.G. og Anne Linnet, men synes også, som alle andre, at Medina er ret fantastisk«.
Hvor sigende er ‘Jeg ser dig’ for lyden på resten af pladen?
»Det er nok ret meget i den poppede ende. I det der med at glemme de gamle mønstre og prøve nogle nye ting, er der både kommet noget mere poppet frem, men også ting der er mere eksperimenterende. Men jeg ser klart ’Jeg ser dig’ i den poppede ende«.
Ærgrer du dig over at have givet ‘Hollow Talk’ til ‘Broen’, nu hvor den kører i rotation på tv hver søndag aften igen?
»Det er en sjov ting, for den sang har virkelig gjort meget godt for os. Jeg er virkelig stadig glad og stolt over det, men det er bare det første nummer på vores allerførste plade – det er virkelig lang tid siden! Jeg kan godt blive sådan lidt anti. Hvis vi spiller lange koncerter er det fint at smide den ind med noget nyt, men hvis man skal præsentere sig selv med ganske få numre, er det ikke et nummer, vi tager med. På den anden side kunne man sikkert godt få en masse ud af at dyrke det lidt mere. Vi har da fået masser af tilbud, som måske kommercielt ville være godt at gøre for bandet, men hvor jeg bliver nødt til at sige nej. Det er ikke der, vi er nu«.
Kan det være svært at komme ud af ’skyggen’ fra den sang, når I arbejder med nyt materiale?
»Det er meget vigtigt for mig, at det var helt frit med den her nye plade. Men man bliver da usikker til tider, en lille usikker stemme, der titter frem – ’gad vide, hvad folk kommer til at sige til det her?’ – men det ville være at skyde sig selv i foden at holde fast i de gamle vaner. Vi kunne ikke have gjort det anderledes. Som musikfan synes jeg selv, det er fedt, når bands, man godt kan lide, tager røven på én. Når man udvikler sig fra plade til plade. Da jeg var yngre, fik jeg da tit et chok, når jeg hørte mine yndlingsbands ændre deres udtryk – men man blev ikke skuffet, bare forvirret, og det udviklede sig så til beundring. Så jeg tror, at der både er folk der står af, men også nye, der står på, når den nye plade kommer, og sådan skal det bare være. Det er spændende, når der ikke går stilstand i kreativiteten«.
Læs også: 16 koncerter du skal opleve i oktober – med Major Lazer, Soak, Low og The Minds of 99