Internettet gik amok, da ‘Hotline Bling’-musikvideoen kom ud og viste Drake danse noget, der mindede om salsa. Der gik dog ikke længe, før rapperen D.R.A.M. anklagede Drake for at have stjålet ideen fra sin egen sang, undergrundshittet ‘Cha Cha’ fra tidligere i år. Ligheden mellem de to sange er før blevet bemærket og diskuteret, og The Fader bragte det også op i et nyligt interview med Drake – de har dog ikke offentliggjort hans specifikke udtalelser om emnet før nu. Her sammenligner rapperen lighederne mellem de to sange med en henvisning til dancehall-artisters brug af de jamaicanske riddims.
»Det er ligesom i Jamaica, hvor man har en riddim, som alle skal lave en sang over. Forestil dig det i rap eller i r’n’b. Forestil dig, at vi har et beat og hver enkelt person skal lave en sang på det beat. […] Det er lidt sådan med ‘Hotline Bling’. Og jeg elskede det. Det er fedt. Det er spændende med den slags kreative processer«.
Drake anerkender altså lighederne, men har sådan set sit på det tørre. For hvor ‘Hotline Bling’ sampler soulsangen ‘Why Can’t We Live Together’ af Timmy Thomas, sampler D.R.A.M.’s ‘Cha Cha’ sangen ‘Star World’ fra Nintendo-spillet ‘Super Mario’, som har en lignende akkordrundgang.
Læs også: Se de bedste memes med salsa-dansende Drake