Missy Elliott er vendt stærkt tilbage i år, først med en optræden i Super Bowls halvleg, senere med et remix af Jack Ü og en gæsteoptræden på Janet Jacksons ’BURNITUP!’, og i sidste uge med videoen til den nye sang ’WTF (Where They From)’, der er produceret og gæstet af Pharrell Williams.
I et nyt interview med i-D fortæller Missy Elliott om sine overvejelser omkring comebacket, om Pharrell, den nye video og nutidens popstjerner. Vi har samlet de mest væsentlige citater her.
Om hendes optræden til Super Bowl siger hun:
»Jeg kan ikke huske, hvor jeg var, men min manager ringede og spurgte, om jeg havde lyst til at optræde til Super Bowl. Jeg sad og kiggede på telefonen og tænkte: ‘Sagde hun lige Super Bowl?’ Jeg tænkte, at man da ikke afviser Super Bowl, men hvorfor skulle jeg gøre det på det her tidspunkt? […] Så jeg snakkede med Katy Perry (som var ansvarlig for halvlegen og selv optrådte, red.), som sagde, at hun var stor fan af mit arbejde, og at hun ville have mig til at optræde, men med tre af mine egne sange. Jeg kan ikke takke hende nok. […] Hun sagde også, at hvis jeg havde nogle nye sange, så burde jeg spille dem. På det tidspunkt havde jeg et par nye sange, men jeg følte ikke så meget for dem, så jeg sagde, jeg hellere ville gå ud og levere klassikerne. […] Jeg har spillet for nogle af de største crowds, men Super Bowl er det mest skræmmende øjeblik – ved siden af at skulle vente på, at den nye video kom ud!«
»Pharrell fik fat i mig efter Super Bowl og sagde: ‘Jeg prøver ikke at presse dig, men folk savner dig. Har du set, hvad der foregår derude? Har du set hitlisterne?’ Jeg var stadig i chok og havde ikke registreret det. Så sagde han: ‘Jeg vil gerne i studiet med dig’. Hvem siger nej til Pharrell?«
»Der var en tid, hvor jeg tænkte: ‘Har jeg det stadig?’ Især når du ser en hel ny generation bryde igennem, hvor musikken ikke er, som den var dengang. Jeg tænkte: ‘Hvordan passer jeg ind?’ og kæmpede med det. Men jeg har jo aldrig passet ind! Der var dog stadig den kamp. Ville folk mon stadig høre noget kreativt og risikabelt i dag?«
Om presset og forventningerne i forhold til at vende tilbage med ‘WTF (Where They From)’ og den tilhørende musikvideo:
»Presset var bestemt stort! […] Jeg vidste jo, at jeg havde lavet en video, så nu handlede det ikke kun om folk ville kunne lide sangen. Jeg ved, at folk kender mig for mine videoer, så forventningen fra dem, der er vokset op med min musik, var høj. Jeg sværger, at jeg var ved at svede mine bukser ud aftenen før videoen landede!«
»Tro det eller ej, vi har lavet den her video siden marts. Dukkerne tog to en halv til tre måneder at lave. Det var meget detaljeret. Vi fik folk fra ‘Star Trek’ til at arbejde på det«.
»Vi vidste, at videoen skulle have et eller andet ikonisk outfit. Så vi fandt på glasdragten, som var det sværeste at have på, fordi det var knust glas. […] Der var blod over det hele!«
Du kan læse det fulde interview med Missy Elliott hos i-D HER.