Top Tracks: Hør ugens syv bedste nye sange

Top Tracks: Hør ugens syv bedste nye sange
Little Simz.
Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Little Simz ‘Don’t Forget’

Den unge London-rapper Little Simz debuterede for lidt over en måned siden med den mere end overbevisende ’A Curious Tale of Trails + Persons’, og hun deler nu den Hit-Boy-producerede ’Don’t Forget’. Endnu en gang viser hun, hvordan hun kan speedrappe uden at miste pusten eller flowet.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Blood Orange & Connan Mockasin ‘Feelin’ Lovely’

Ud af det blå kom pludselig en collaboration-ep fra Blood Oranges Devonté Hynes og Connan Mockasin, og det lyder som man kunne forvente et samarbejde mellem de to ville lyde: Connans karakteristiske high-pitch vokal blandes sammen med Hynes’ funky baslinjer og en tør guitar, og resultatet er et lidt tilbageholdende popnummer, hvor både funk og r’n’b lurer i lydbilledet.


Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Promise & the Monster ‘Time of the Season’

Bag Promise & the Monster står den svenske sangerinde og multiinstrumentalist Billie Lindahl. På ’Time of the Season’ skaber hun i samarbejde med produceren Love Martinsen et dragende lydbillede sammenkogt af kølig elektronik, en twangy westernguitar, fejende synths og hendes egen distinkte vokal. ’Time of the Season’ har som sådan ikke noget at gøre med popgruppen The Zombies’ hit af samme navn, men emmer stadig af en fortidens 60’er-popmusik flyttet ind i en mekanisk fremtid. Sangen er fra Promise & the Monsters tredje album, ’Feed the Fire’, der udkommer 22. januar.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Dua Lipa ‘Be the One’

Dua Lipa er en ung og fremadstormende popsanger fra London, og ’Be the One’ er den anden single fra et kommende debutalbum, der blandt andet har haft Lana Del Rey-produceren Emile Hayne inde over. Det er en klubbet popsang om kærlighed og udholdenhed, og Dua Lipa kan meget vel være en sanger, der eksploderer til popstjernestørrelse inden for en overskuelig årrække.
Hør resten af ugens Top Tracks på næste side. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Okay Kaya ‘I’m Stupid (But I Love You)’

Vi har nævnt hende før, norske Kaya Wilkins, der går under kunsternavnet Okay Kaya. Og her er hun så igen, men denne gang er guitaren skrottet til fordelt for klaverspil af Tobias Jesso Jr., som hun har ageret turnéopvarmning for. ’I’m Stupid (But I Love You)’ er direkte hjerteskærende med sit afdæmpede klaver og Kayas skrøbelige vokal, der synger linjer som »I don’t wanna stay but there’s just no way I’m leaving, darling«.


Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. Night Beats ‘Sunday Mourning’

Night Beats er en gruppe, hvor samtlige medlemmer kan iklæde sig denim og læderstøvler og bære det. De spiller en form for støvet ørkenrock, der er både slacket og psykedelisk og udgiver deres tredje album ’Who Sold My Generation’ i januar. ’Sunday Mourning’ viser, hvordan det æggende groove går hånd i hånd med en næsten ugidelig vokalføring, mens der i guitarsoloen leges kraftigt med både ekko, rumklang og wah-effekt.


Grimes

 

7. Grimes ‘Kill V. Maim’

Albummet udkom i går, så vi lytter stadig på livet løs, men et af de umiddelbare og klokkeklare højdepunkter på Grimes idiosynkratiske popalbum ‘Art Angels’ er uden tvivl den højoktane ‘Kill V. Maim’, hvor Claire Boucher med egne ord antager en rolle som »Al Pacino i ’The Godfather II’, men som en vampyr, der kan skifte køn og rejse gennem tid«. Det lyder mærkeligt, men det er der kommet et virkelig stærkt nummer ud af.

Følg Soundvenues Top Tracks-playliste i Spotify HER.

Læs også: Hør sidste uges Top Tracks

Her skulle der være en Spotify-player, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af