Phlake
39% dampende hed r’n’b
31% bekendende tekster
25% lumre gentlemen
05% fløde
Lige lidt mere r’n’b?
Ja da. Og i selskab med Phlake bliver det sexet, men aldrig upassende. Med kun to numre på samvittigheden har den danske duo indtil videre skabt et dampende hedt r’n’b-univers, de selv kalder for rhythm’n’balls med henblik på deres rytmespor, der blander en smule bastyngde i fløden.
Så det handler ikke kun om sex?
Selv om ene halvdel af duoen, Tabu Records-produceren Jonathan Elkjær, har leveret beskidte beats til Suspekt og Klamfyr, er der langt mere bekendende Usher-stil over det end Suspekt’sk ‘Bollede hende i går’, når han arbejder sammen med sangeren Mads Bo. Phlake er (smålumre) gentlemen, der på nummeret ‘Like You’ ytrer sætninger som »I’ve got all the balls and the brains in the world / I just need a special girl like you«.
Cute. Hvad synger de ellers om?
På ‘So Faded’ kredser Mads Bos imponerende smørbløde stemme om et bootycall, hvor bas, kvindestøn, forvrænget synth, lækre horn og et effektivt trommespor danner grobund for de alkoholslørede nattebekendelser. Og hvor førnævnte ‘Like You’ nok har en mørkromantisk tekst, er der til gengæld skruet op for lummerheden i den potente r’n’b-produktion.
Lækkert! Hvor får jeg mere?
En ny udgivelse skulle være på vej, men mere vides ikke nu.
Tekst: Mette Holm
Chinah
37% Nørrebro-baseret minimalistisk r’n’b
33% kølige produktioner
18% døsig soveværelsesvibe
12% international hype
Du tabte mig ved minimalistisk r’n’b i procentfordelingen…
Ok ok, det er også allerede et slidt udtryk for den stærke strøm af nye r’n’b-aspiranter, der blander alternative elementer i den ofte velproducerede genre. Men lad det ikke holde dig fra at høre den nyudklækkede danske trio bestående af Fine Glindvad samt Simon Kjær og Simon Andersson, der draperer smukke, kølige produktioner bag sangerindens luftige vokal.
Hvor kommer soveværelset ind i billedet?
Chinah har kun udgivet to numre, ‘We Go Back’ og debutsinglen ‘Away From Me’, der er så indtagende, at musikmedier fra så forskellige steder på kloden som USA, Japan, Polen og Frankrig har ladet sig charmere. Nummeret blev indspillet i et soveværelse på Nørrebro og rammer en eftertænksom melankoli i den labre elektroniske produktion.
Laber, siger du?
Sangen åbner med en diskret synthesizersummen, Glindvads døsige vokal og et nøgternt beat, og selv om arrangementet senere bliver tilføjet lag af enkle guitaranslag og funky synthesizerlir, svigter sangen ikke sit stilsikre, minimalistiske udgangspunkt. Fans af The xx og den nye Brooklyn-trio Wet vil labbe Chinahs lyd i sig med stor vellyst.
Hvornår kan jeg høre mere?
En debut-ep med fem numre skulle lande i løbet af efteråret.
Tekst: Marie Østergaard
Day Wave
35% guitarpop-perfektionisme
25% new wave
20% svalende synth-surferi
20% afvæbnende umiddelbarhed
Day Wave? En surfer i maven?
Ikke utænkeligt. Pseudonymet tilhører Jackson Phillips fra solbeskinnede Oakland, Californien. Han udgjorde tidligere halvdelen af electropop-duoen Carousel. Med fod under eget bord omfavner han et mere traditionelt, guitarpoppet udtryk med den seksstrengede og bas som rygrad, men fortiden fornægter sig ikke med fejende flotte synth-programmeringer og maskintrommer til at pumpe hans sange frem.
Pop? Aahhrr, det må du simpelthen kunne komme lidt nærmere!
Det vigtigste spørgsmål at stille er nok, hvilken slags bølge Day Wave egentlig tilhører? Litervis af babyblåt havvand med skiftevis melankolske og optimistiske strømninger ruller i årerne på Phillips. Han trækker tydelige veksler på jangly new wave i sin sangskrivning, mens hans kystnære opvækst skinner igennem i en diskret Beach Boys-fascination.
Lyder det ikke en kende genreforvirret?
Ikke spor. Det er et meget homogent, velmoduleret og gennemarbejdet lydbillede, den tidligere synth-nørd præsenterer. En art kølig guitarpopperfektion, der sikkert vil kunne få dine små hår til at stå på tæer.
Uhhh… men hvor peger jeg ørerne hen?
Debut-ep’en ‘Headcase’ er såmænd lige udkommet. Du kan streame hele molevitten på Phillips’ Soundcloud-profil, og vi kan med rolig stemmeføring og korslagte arme konstatere, at den er ekstremt charmerende og catchy nærmest hele vejen igennem – men start med at tjekke hans rapfodede single, ‘Drag’, ud.
Tekst: Anders Cold
Okay Kaya
37% afpillede guitarsange
30% rumklangsindsvøbt, følelsesfuld vokal
19% storbytristesse
14% Cat Power-værdig intensitet
Hun ligner som en rigtig cool cat
Det er hun også. Norske Kaya Wilkins har i løbet af foråret imponeret med en stribe afpillede, drømmende guitarsange. Især hendes intense, rumklangsindsvøbte vokal stjæler opmærksomheden, når den veksler imellem at dirre sårbart i luften og ramme et rut, Cat Power-klingende leje.
Norsk, siger du?
Jep, Kaya voksede op på en halvø uden for Oslo, hvor hun lærte at spille guitar af sin storebror, der var med i et black metal-band. Som 18-årig flyttede hun til New York, hvor hun stadig bor, og legede videre med guitaren alene i sin lejlighed. Ved at lade musikken lyde så intim og tyst som muligt, håber hun at få lytteren til at rykke tættere på.
Har man lyst til at sidde på skødet af Kaya?
Bestemt, men der er på samme tid noget dragende distanceret over hendes lyd. Imens Kayas tidligste sange har et skitseagtigt udtryk spædet op med diskrete strygere og klaver, er singlen ‘Damn, Gravity’ mindre lo-fi-klingende, men stadig centreret omkring enkle komponenter i form af atmosfæriske guitaranstrøg og Kayas følelsesfulde vokal.
Det lyder absolut dragende. Er der mere på vej?
Det kan vi kun håbe på. Imens du venter på nyt materiale, kan du tjekke hendes fine, DIY-lignende musikvideoer, hvor storbytristessen er et gennemgående tema. Ikke mindst i videoen til den nyeste single, ‘Clenched Teeth’, hvor Kaya spadserer rundt i Tokyos neonoplyste gader.
Tekst: Marie Ulrich Østergaard