Ty Dolla $ign giver et befriende bud på, hvordan kluborienteret r’n’b kan lyde
Sammen med barndomsvennerne Tyga og YG og resten af Pu$haz Ink-crewet har Ty Dolla $ign nærmest skabt sit eget udtryk med den r’n’basss-prægede ratchet-musik, som frontmanden for crewet, DJ Mustard, har opdyrket i de senere år. Med inspiration fra trance og sine ubekymrede tekster har stilen vist sig populær på diverse dansegulve verden over, men andelen af sådanne numre er faktisk relativt begrænset på ’Free TC’.
Som titlen måske antyder, er Ty Dolla $igns ambition med albummet ellers at rejse penge til sin mordanklagede brors advokatregninger, og man kunne derfor heller ikke have fortænkt den californiske sanger i at forfølge succesformularen, som han har gjort på sine hidtidige udgivelser. I stedet har han valgt at udfordre sig selv.
Det høres for eksempel på den akustiske og umiddelbart autotune-løse ’Solid’ med Babyface, der overlegent har forvist den legendariske producer til guitarspil og sporadisk kor, og på ’Straight Up’, der nonchalant hiver r’n’b-boybandet Jagged Edge ud af glemmebogen og supplerer et Patrice Rushen-sample med de strygere, som går igen på det meste af pladen. I det hele taget har den californiske altmuligmand en uforlignelig evne til at iscenesætte sine gæster – for eksempel får han Kanye til at lyde som i sine ’College Dropout’-dage på ’Guard Down’.
Ligesom bemeldte Babyface og navne som Teddy Riley og R. Kelly (med hvem Dolla $ign alle har samarbejdet) gjorde det med New Jack Swing-genren, der netop kombinerede rappens hårde trommefigurer med dance-poppens energi og soulens salgspotentiale, formår Ty Dolla $ign således at give hiphoppen et hjerte og r’n’b’en en hårdhed som få andre af hans samtidige. På den måde er der også noget opbyggeligt over Ty Dolla $ign i den forstand, at han bibringer en musikalitet i et ellers sub-bas og trommemaskine-præget univers.
Desværre modsvares den musikalske nysgerrighed ikke altid af det tekstlige indhold, der for mange af sangenes indhold er temmelig prosaisk. Selv om det næppe er en ambition for ratchet-musikken at lave stor poesi, bliver det alligevel en anelse trivielt, når de fleste teksters lix-tal er omvendt proportional med antallet af gange, der bliver sagt ’bitch’.
Det kunne måske have været forsvaret bedre, hvis andelen af kvindelige stemmer havde været flere, men desværre levnes det feministiske perspektiv ikke meget initiativret på ’Free TC’. Sigende er det derfor også, at ud af pladens kun tre kvindelige gæsteartister (mod mere end ti mandlige), har det eneste selvstændigt leverede vers fra en kvinde (r’n’b-sangerinden Sevyn Streeter) blot til opgave at imødekomme Ty Dolla $igns bodsgang og tilgive ham fortidens synder på ’Credit’.
Kort sagt:
Ty Dolla $ign er et af de mere nuancerede navne på ratchet-scenen og leverer på ’Free TC’ et befriende bud på, hvordan kluborienteret r’n’b (også) kan lyde med prominente gæster, potent instrumentering og prosaiske tekster. Men når kvinder nu udgør det primære genstandsfelt for pladen, ville det også være oplagt om de havde fået deres egen stemme, og ikke bare indtog den passive position som objekter.