Sidste år måtte vi sige (umiddelbart) farvel til Efterklang, da gruppen meddelte sin opløsning af bandet i sin hidtidige form. Siden har de tre bandmedlemmer kastet sig over forskellige kunstprojekter (blandt andet radiokanalen The Lake), og i mandags offentliggjorde Spot Festival så en optræden fra medlemmernes nye musikprojekt Liima. Nu er der dog kommet en officiel udmelding om projektet.
Udover de tre Efterklang-medlemmer, Mads Brauer, Casper Clausen og Rasmus Stolberg, tæller den nye konstellation også den finske perkussionist Tatu Rönkkö, og debutalbummet ‘ii’ er på gaden den 18. marts.
Singleforløberen ‘Amerika’ er en småelektronisk sag, hvor Clausens hjemsøgende vokal for alvor står stærkt i mødet med den hjertebankende percussion og pulserende instrumentering.
Liima har en bunke europæiske koncerter på programmet i foråret, hvor koncerten på Spot foreløbigt er den eneste mulighed for at opleve dem på dansk grund.