Hvis man bedst kender hans fjæs fra kladdehæfter og hjertebefængt sengetøj, forekommer han givetvis en anelse fejlcastet, når han begynder at figurere andetsteds – eksempelvis i musikmedier, der henvender sig til en lidt bredere målgruppe end blot unge teenagepiger.
Men ikke desto mindre kan der være rig grund til at forholde sig nysgerrig, når det kommer til Zayn Maliks solokarriere, der i morgen for alvor bliver en realitet med debutalbummet ‘Mind of Mine’. Han har lagt tiden som strømlinet boyband-ikon i den millionsælgende X Factor-gruppe One Direction bag sig til fordel for at eksperimentere kreativt og lave musik, der ikke bare er »generic as fuck«, som han selv udtrykte det til The Fader.
Lige siden Justin Timberlake brød ud af *NSYNC og ene mand indtog pophimlen som en af dens klarest strålende stjerner, må enhver tvivl om, at man som boyband-udbryderkonge rent faktisk kan klare livet på den anden side, være gjort til skamme. Derfor har vi også følehornene ude, når det kommer til det 22-årige britiske teenageidol – og det er der tre særligt gode grunde til.
1. Zayn samarbejder med Frank Ocean-producer James ‘Malay’ Ho
Det er de færreste, der tør benægte kvaliteten i produktionen på Frank Oceans enestående (i ordets bogstaveligste forstand) album ‘Channel Orange’. På produktionssiden finder vi James ‘Malay’ Ho, der efter sigende også skulle være med på Oceans kommende plade.
På Zayns debut finder vi selvsamme Malay bag knapperne. Ud fra singleforløberen ‘BeFour’ fornemmes også lidt Ocean-vibes i afvejningen mellem blid croon og slæbende, men stadig insisterende beats. En underspillet afvejning, der fordrer lytterens nysgerrighed og oser af overskud og hitpotentiale.
2. Hitpotentiale
Vi har fået fire forløbere fra debuten. ‘Pillowtalk’, ‘Like I Would’, ‘It’s You’ og ‘BeFour’. Der er endnu ikke noget direkte bjergtagende iblandt, men det er heller ikke helt ueffent.
Den blide ‘It’s You’ har med sin afdæmpede croon også en lidt Frank Ocean-agtig stemning over sig, mens der på ‘BeFour’ er leget med en god, gammeldags popskabelon, som med en nysgerrigt legesyg produktionsside, fængende synth-flader og det tilbagevendende spændingsskabende »not like this« kunne være et tegn på interessante, gennemarbejdede popeksperimenter.
Sidst, men ikke mindst, kunne Zayn også mistænkes for at prøve at gå i en lidt The Weeknd-inspireret retning. ‘Like I Would’ oser i hvert fald af ‘Can’t Feel My Face’-opbygning lige fra dens ulmende, mystiske intro, der så småt eskalerer i en stemningsskabende bro, som til sidst – når man forventer en massiv eksplosion til at sætte omkvædet i gang – i stedet imploderer i et uventet dybt, hult og samtidig ekstremt catchy og dansefordrende omkvæd.
The Weeknd er bogstaveligt talt også en ganske nærliggende inspirationskilde, da Zayns kæreste Gigi Hadid er søster til Abel Tesfayes kæreste, Bella Hadid.
3. Drengen kan synge
Det er ikke altid, talenterne har været ligeligt fordelt i diverse boyband-konstellationer. Men Zayn har – så godt som lige fra sine spæde X Factor-audtions – haft nok talent at tage af. Særligt kendt er han for ubesværet at lege med registrets helt høje toner, hvilket også går klart igennem på ‘It’s You’.
Zayn besøgte desuden Jimmy Fallon for nyligt, hvor der ligeledes blev croonet så ganske udmærket igennem. Knægten kan sgu synge.
Læs også: The Weeknd trækker sig fra Rihannas verdensturné og koncerten i Danmark