Spot Festival: Gents’ 80’er-glade pop var frydefuldt natteroderi
Efter 35 minutters forsinkelse var det befriende at opleve, at de udtalt 80’er-glade Gents – crooneren Niels Fejerskov Juhl og keyboardkrigeren Theis Vesterløkke – ikke havde ladet sig mærke af ventetiden, men leverede et potent sæt, bakket op af en live-trommeslager, som betjente et arsenal af synth-tønder så slaskende tunge, at de kunne være stukket af fra indspilningerne til ‘Re-Sepp-ten’.
Den otte numre lange setliste bestod mestendels af stof fra makkerparrets ep, ‘Embrace the Future’, fra sidste år, men det blev også til to nye numre samt et formidabelt cover af Prefab Sprout-klassikeren ‘Bonny’. I forhold til sidst jeg så Gents live for knap et halvt år siden, var der kommet markant mere mad på trommerne og fokus på energiske tempi, hvilket både klædte Gents og strøg publikum med hårene: Der blev danset i en grad, så det rent trodsede det sild-i-en-tønde-tætpakkede fremmøde på det lille spillested, og der blev jublet, så det rent tog pippet fra Juhl, som glædeligt overrasket måtte konstatere, at Spot-publikummet er et udholdende folkefærd.
Især et par favoritter som ‘Love Is Tears’ og rosinen i pølseenden – den rapfodede ‘Young Again’ vakte lutter smil. Og hvis dette frydefulde natteroderi er et pejlemærke for, hvad vi har i vente, når Gents efter planen svinger forbi Trailerpark og Roskilde Festival, så kan de meget vel overskylle sommerens festivalgæster som en stormende forelskelse.
Læs også: Spot Festival: Liss er Danmarks nye superstjerner
Læs også: Fem popsange Gents har det vildt over