Spot: Emilie Ramirez’ kraftfulde vokal ramte som en knytnæve

Spot: Emilie Ramirez’ kraftfulde vokal ramte som en knytnæve

På sin debut-ep ’Grandma Said’ dyrkede Emilie Ramirez en sprudlende genreleg, hvor et væld af referencer til soul, synthpop, hiphop og klassiske tilsnit mødtes i et tungt og kraftfuldt udtryk. Ved koncerten i Musikhusets Lille Sal lørdag aften var det ikke så meget de musikalske krumspring, der var i fokus – i stedet var der sat fed streg under det kraftfulde og dramatiske.

Trods det simple live-setup med trommer, synth og guitar, frembragte Ramirez og hendes to musikere en stor lyd, der mest af alt skal tilskrives sangerindens enormt kraftfulde vokal. Det var dén, der var fokus koncerten igennem, hvor Ramirez fra første øjeblik fyldte lokalet med sit powerhouse af en stemme, der slog til som en knytnæve.

På ’Tranquilizer’ blev vokalen akkompagneret af trap-klingende popbeats og masser af smæld på hi-hatten, mens ’Grandma’s fingerknips og drilske soullyd klædte vokalen. Her trådte Ramirez tilbage mod slutningen af nummeret og gav plads til instrumenterne, hvilket gav et godt pusterum.

Til tider blev de teatralske elementer nemlig næsten for kraftfulde, når alt var skruet op på maksimal volumen. Trommerne virkede til at kæmpe om kap med vokalen, ligesom nuancerne i de ellers gode beats druknede lidt i hvirvelvinden af drama – som på ’Garden of Evil’, der blev en lidt mudret omgang, da trommerne slog til med fuld kraft efter den fine pianointro.

Til trods for det lidt overdøvende lydbillede er der dog ingen tvivl om, at Emilie Ramirez er en gudsbenådet sangerinde og en født performer, som formåede at holde den tætpakkede sal i et fast greb om struben koncerten igennem.

Læs også: Spot-favoritter: De otte bedste koncerter, vi så på festivalen lørdag

Læs også: De ni bedste koncerter vi så fredag på Spot Festival

Emilie Ramirez. Koncert. Musikhuset, Lille Sal.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af