1. Chinah
Chinah stod over for deres ilddåb med 4.000 tilskuere i SCC-centeret. De overbeviste ved at omdanne lokalerne til en sveddryppende popfest og nedlagde de mange kvadratmeter med en ekstra tung bund, som gav fornem dybde til trioens r’n’b. Pop kan sagtens være intelligent, catchy og ekstremt sexet uden at koge over i ren fløde.
Læs hele vores anmeldelse HER.
2. Katrine Stochholm
Der er noget befriende ved musik, der bevæger sig helt uden for tidens strømninger og bare danser til sit eget beat. Og selv om det er umuligt ikke at tænke på de første to Under Byen-plader (som Stochholm var med til at skrive), når man hører hendes nye solonumre, så er hendes fabelpop sin egen finurlige størrelse i det danske musiklandskab lige nu.
Det stod klart allerede, da hun entrerede scenen i Symfonisk Sal med otte live-musikere, der blandt andre inkluderede Spejderrobot på synth, en cellist og tre violinister. Trommeslageren havde et viskestykke over lilletrommen og et skraldespandslåg som bækken, mens en percussionist spillede på en bliktønde med et klæde over.
Og musikken var lige så særegen, som den instrumentering ligger op til. Man kunne næsten se små eventyrlige skabninger trippe på tåspidserne, når fingerspil på violinerne blev akkompagneret af nynnen og luftig synth, mens der var mere uro i eventyrland, når numrene ofte eskalerede i lange instrumentale passager med mere spæk på trommerne, dramatiske violinstrøg og Ronja Røverdatter’ske forårsskrig fra Stochholm.
Sangene havde en tendens til at følge den sammen skabelon, og selv om musikken stikker ud nu, så gav den ofte mest lyst til at gå hjem og genhøre Under Byens fremragende debut, ‘Kyst’.
3. Den Sorte Skole
Skolen var for en gangs skyld ikke bakket op af deres (normalt så) bjergtagende visuals, og det virkede derfor som om, at den sample-glade dj- og producerduo følte sig nødsaget til at bruge andre tricks. Måske det bare var det sene spilletidspunkt i SCC-centeret, men makkerparret skruede i den grad op for bunden med kæberaslende bas over hele linjen, mens de hvert tredje minut drejede globussen for at tage musikalsk sample-udgangspunkt i en ny verdensdel. Et ørkenrally med smæk på.
4. Mercy
Som eksmedlem af Reptile Youth har Esben Valløe tidligere flirtet med det elektroniske, ligesom When Saints Go Machines synth-troldmand Simon Muschinsky er velbevandret i genren. Alligevel var alle tidligere projekters gængse sangstrukturer kastet komplet over bord, da den nyslåede trio, der også inkluderer Tim Panduro, indtog pulten på Double Ralnbow som Mercy.
Her stod den på tonstung techno, der dog aldrig kammede over i det anonyme eller repeterende. Live dyrkede trioen et udtryk, hvor de tre musikere konstant stod dybt koncentreret over knapperne, mens publikum kunne gå amok i den dystre, elektroniske ekstase, der synes at karakterisere Mercy.
5. Liss
Liss indtog tronen som landet unikke nye superstjerner, og den alenlange kø foran Voxhall beviste, at kvartettens funky, tropiske r’n’b-pop har ramt en åre af ren guld. Live var gruppen bedre end nogensinde før, og højdepunkterne stod i kø med gennembrudshittet ‘Try’ og nye perler som ‘Miles Apart’ og ‘Sorry’ fra den kommende debut-ep ‘First.
Læs hele vores anmeldelse HER.
6. Gents
De udtalt 80’er-glade Gents – crooneren Niels Fejerskov Juhl og keyboardkrigeren Theis Vesterløkke – leverede et potent nattesæt på Tape, bakket op af en live-trommeslager, som betjente et arsenal af synth-tønder så slaskende tunge, at de kunne være stukket af fra indspilningerne til ‘Re-Sepp-ten’.
Den otte numre lange setliste bestod mestendels af stof fra makkerparrets ep, ‘Embrace the Future’, fra sidste år, men det blev også til to nye numre samt et formidabelt cover af Prefab Sprout-klassikeren ‘Bonny’. Der blev danset i en grad, så det rent trodsede det sild-i-en-tønde-tætpakkede fremmøde på det lille spillested, og der blev jublet, så det rent tog pippet fra Juhl, som glædeligt overrasket måtte konstatere, at Spot-publikummet er et udholdende folkefærd.
7. Tårn
Det var en veloplagt Erik Apollo i front, der skød Odense-bandets koncert på Atlas godt fra land. Tårns sange er gjort af et stof, som kan få pigeøjne til at stråle og drengehjerter til at banke. Brusende versioner af ‘Solskin over tage’ og ‘Ud ad mit vindue’ viste med al tydelighed, at trioen var kommet for at overbevise og have en fest med publikum. En medrivende performance fra et kådt guitarband.
8. M.I.L.K.
Det er altid en god start, når man har en saxofonist med på scenen, og Emil Wilks soul-kollektiv leverede sommervarme i overflod, så man næsten kunne mærke sandet mellem tæerne på Voxhalls betongulv. Kælen pop med diskrete steel-drums og fingerknips, der i den grad gav lyst til kulørte paraplydrinks.
Læs hele vores anmeldelse HER.
9. Quick Quick Obey
Det er værd at fremhæve Thy Music Collectives samlede showcase som ét langt højdepunkt fredag. Både fordi de enkelte bands hver især strålede, og hver især udviste enormt potentiale, men også selve formatet på Godsbanens åbne Scene – en to-timers pakke med fem koncerter, surret sammen af flot, audiovisuelt ambient-mørtel – var et genialt branding-træk.
Det svært at vælge en favorit blandt ulveungerne, men Quick Quick Obey, som lukkede og slukkede seancen, havde et es i ærmet: De spillede udelukkende nye numre fra deres kommende album. Og med de uimodståeligt kåde goofballs Esben Halkier og Nikolaj Poulsen i front i en delt forsangerrolle var deres frugtfriske, fjedrende og virtuose artpop både en højenergisk afslutning på en stor oplevelse og begyndelsen på noget nyt.