Emilie Ramirez’ kraftfulde soulpop er en fysisk oplevelse
På coveret til sin debut-ep poserer Emilie Ramirez med sort slør og tårevædede kinder som en bly Jomfru Maria, men musikalsk leverer den 21-årige dansker imidlertid en så kraftfuld omgang soulpop, at lytteroplevelsen bliver næsten fysisk. Ramirez lyder som et rovdyr, der længe har taget tilløb til at springe på sit bytte og nu omsider sætter tænderne i med uforbeholden iver og vellyst.
Producer Troels Kampmann Kjær, der nu opererer under aliasset Frankie Motion, har på vellykket vis taget sin hiphop-arv med ind i Ramirez’ univers, der generelt forbinder det varme, soulede og umiddelbart poppede med mere tunge, elektroniske kvaliteter. På den stærke singleforløber ‘Tranquilizer’ pitches et vokalsample effektivt op og ned i selskab med trap-klingende hi-hats og tunge beats, indtil et strygerarrangement frem mod sangens slutning bidrager med en mere analogt klingende varme.
‘Lupus’ benytter på lignende vis et sørgmodigt klingende, manipuleret vokalsample som et centralt element i versene, imens omkvædet domineres af militæragtigt piskende trommer og dominerende synthflader.
Konstituerende for ep’ens gennemgående høje niveau er også måden, hvorpå teksterne og instrumenteringen samarbejder til perfektion. Måske bedst eksemplificeret ved nummeret ‘Cyclone’, hvor den borende bas og de sirenehylende synths er arrangeret i veltimede breaks og direkte mimer titlen og teksten om et kærlighedsforholds voldsomme fysiske og psykiske effekter. Det er meget gennemført.
Ramirez’ fuldvoksne soulvokal er et kapitel for sig, som den frygtløst komplementerer det pågående lydbillede. Selv når sangerinden i er balladehumør, svigter hun ikke det vitale udgangspunkt. ‘Garden of Evil’ har et næsten klassisk tilsnit med sit emotive klavertema og et stærkt, melodisk omkvæd, imens sangens sidste halvdel sender nik imod Prince med sine 80’er-klingende keyboards. Hele tiden er Ramirez’ vokal så fuld af saft og kraft, at sentimentaliteten holdes ud i strakt arm og aldrig truer med at kompromittere det oprigtige udtryk.
Kort sagt:
‘Grandma Said’ lover ekstremt godt for Emilie Ramirez, eftersom ep’ens fem numre gør et så overvældende indtryk, som havde man lyttet til et fuldlængdealbum. Elektroniske elementer som tunge hiphop-beats og sirenehylende synths tilfører Ramirez’ varme og soulede poplyd en hårdtslående kant, imens hendes overmåde kraftfulde vokal næsten tager pusten fra lytteren.
Læs også: Emilie Ramirez på vores Breakin’ Sound 2016-liste