Yacht udgav falsk sexvideo: Søgt mediestunt eller snu genistreg?

Yacht udgav falsk sexvideo: Søgt mediestunt eller snu genistreg?
Foto: Ricky Tompkins

Opdatering: Yacht har nu udstedt en officiel undskyldning for stuntet. Læs på Facebook HER.


Der spekuleres for alvor i musikbranchens mediestrategier for tiden – Beyoncé, Drake, James Blake og senest Radioheads virtuelle forsvindingsnummer betræder alle den samme effektjagende sti, og nu springer det nyeste skud på stuntstammen ud med virakken om popduoen Yachts ‘sex-tape’. Los Angeles-parret postede forleden den prekære nyhed om, at deres private lagengymnastik var endt på the world wide webs saftige alleer uden deres samtykke.

Herpå fulgte muligheden for at downloade videoen direkte fra bandet, da ingen og slet ikke den korrumperede sexindustri skulle lukrere på miseren ifølge bandet. Prisen for et download var på fem dollar. Det hele viser sig dog at være løgn, som Jezebel.com var de første til at pointere. Et stunt iscenesat for måneder siden med det formål at skabe buzz omkring Yachts kommende musikvideo til nummeret ‘I Wanna Fuck You Til I’m Dead’.

Buzz fik de (og offentligheden blev fucked, ikke bandet!), men spørgsmålet er, hvor langt man bør gå for omtale, og hvornår man prøver for meget? Særligt når man trækker offerkortet i disse hævnpornotider, som bandet gjorde i deres (retrospektivt) patetisk-etiske facebook-post: »Bare fordi vi er offentlige figurer betyder det ikke, at vi har bedt om det her. Ligesom alle andre, fortjener vi også at have valget om, hvad vi deler med offentligheden«.

Udmeldingen mødte stor opbakning fra forstående fans, men mødte også bred skepsis fra andre, der lugtede løgnens lunte, og for eksempel Best Coast tweetede en kritik af den grænsesøgende PR-metode.

De seneste (og indtil videre endelige) tilføjelser til sagen er, at den ret så uskyldige (falske) sexvideo er endt på Pornhub, og at Yacht i et statement har beklaget den offentlige reaktion, der simpelthen tog bandet på sengen.

Faktisk forsøgte ikke særlig mange at downloade videoen, og de, der gjorde, fik ikke andet end en fejlmeddelelse og blev ikke debiteret. For som Jezebels journalist lakonisk bemærker: »De fleste var ikke liderlige nok til at se en video, hvis deltagere beder dig om ikke at se den. De fleste folk don’t suck. De fleste er ikke Yacht«.

Og hvad så med sagens kerne, selve musikvideoen, som sexbåndet skulle promovere? Ja, den har vi ikke set skyggen af den endnu.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af