På Blondages debutsingle ‘Dive’ stod Pernille Smith-Sivertsen for vokalen til det boblende popnummer, men på duoens nye single ‘Lucky Black Skirt’ er det Esben Andersen, der er bag mikrofonen.
Nummeret er samtidig det mest organiske, vi endnu har hørt fra Blondage, der dyrkede elektronikken endnu hårdere under deres tidligere alias, Rangleklods.
»’Lucky Black Skirt’ er en mørk, naiv fantasi: Et behov for at give slip en enkelt aften og glemme alt og alle, der holder dig tilbage. Den handler om at give efter for lysten, selv om du ved du ikke burde. Om at gå over grænsen og være bevidst om, at du gør det«, fortæller Esben.
Blondage har linet en række udenlandske koncerter op i juli, men kan til december opleves i Danmark, når de rammer Store Vega (8. dec) og Voxhall (9. dec).
Læs også: Premiere: Blondage mikser Wall Street og den afrikanske savanne i ‘Dive’-musikvideo