»She’s someone I’ve been in love with since I was 22 years old«. Uanset om man er fan eller fløjtende ligeglad, skal man vitterligt være lavet af sten for ikke at smile smørret over øjeblikket, hvor Drake overrakte Rihanna aftenens særpris under nattens MTV Video Music Awards.
Prisen, Michael Jackson Video Vanguard Award, tilfaldt Rihanna for hendes videobedrifter gennem tiden. En ære, der som RiRi selv påpegede, er ganske imponerende at modtage i en alder af blot 28 år.
Ved overrækkelsen af prisen mindedes Drake dengang, han mødte Robyn Fenty første gang, da hun indspillede ‘Pon de Replay’ i Toronto under instruktion af Little X. Selvsamme instruktør skulle ti års tid senere stå for billedsiden til Drake og RiRis fyrige fælles-track ‘Work’.
Lige så kærlig en tale, Drizzy leverede til sin ekskæreste og nære veninde, lige så herlig var Rihannas takketale. Som altid, når det gælder RiRi, var der ingen nykker, men masser af smittende smil og vindende charme. Se overrækkelsen i toppen og takketalen herunder.
Læs også: Bow down, bitches: Se Beyoncés overlegne optræden under årets VMA
Læs også: Se Lukas Graham servere veloplagt ‘Mama Said’ til VMA