Frank Ocean har netop delt en video til det spritnye track ‘Nikes’, som ikke optræder på gårsdagens ‘Endless’-album. Det er den første video fra Ocean i flere år og et virkelig kærkomment gensyn med sangeren og hans æstetiske univers. Du kan se med ovenfor, hvis du har et medlemsskab af Apple Music.
I videoen ser vi i grynede, drømmende billeder i hjemmevideokvalitet Frank Ocean i forskellige scenarier, der involverer masser af glitter, nøgen hud, hunde og natklubstemning, imens ASAP Rocky også optræder. Sangen er en slæbende, stemningsfuld sag med manipuleret vokal, men også et helt rent vers fra Frank henimod slutningen. Teksten »I got two versions« står frem, imens videoen også hylder et af de mest omtalte ofre for politivold, Trayvon Martin.
‘Nikes’ optræder meget muligt på det sagnomspundne nye album, der altså ikke bærer titlen ‘Boys Don’t Cry’ længere, men ifølge kilder lander i løbet af weekenden. Vi sidder som på nåle.
Læs også: Er ‘Endless’ bare demoer? Tre teorier om Frank Oceans nye album