1. Justice ‘Randy’
For nyligt gav franske Justice længeventede livstegn fra sig med annonceringen af det kommende album ’Woman’, der lander den 18. november. I selskab med den tidligere single ’Safe and Sound’ vil den nybagte single ’Randy’ være at finde på albummet. ’Randy’ er i bedste Justice-stil en forvrænget og småtung, men stadig dansabel og funky 80’er-sag med fremherskende synths, der blødgøres af falsetsvingende vokal.
2. Saint Best ‘Pacific Girls’
Selv om den københavnerbaserede synthpop-kvartet Saint Best egentlig opstod af et uheldigt nedbrændt øvelokale, som fik dem til at se fremad mod nye begyndelser, nægter de at give slip på fortiden i form af nu-disco- og new wave-inspirationen – til vores alles held. Efter udgivelsen af førstesinglen ’In the Morning’ tidligere i år vender de nu tilbage med ’Pacific Girls’, der svæver i en tropisk precussion-sky af turbulente kærlighedsberetninger og fremdreven synth.
3. Bon Iver ‘8 (circle)’
Musiklandskabet kommer den 30. september til at ligge for fødderne af Bon Iver. Så meget står klart, både efter bandets offentliggørelse af deres kommende album ’22, A Million’ og efter deres dybfølte live-optræden hos Jimmy Fallon forleden. ’8 (circle)’ er en synthdrevet og (i hvert fald i live-versionen) korassisteret fabel af en sang, som rammer lige i hjertekulen. Danske fans kan se frem til at opleve udfoldelserne live på egen hånd, når Bon Iver gæster København hele to gange den 2. og 3. februar næste år.
4. Sekuoia ‘Rayanne’
Danske Sekuoias debutalbum ‘flac’ (der udkom i fredags) kan en masse ting, men starter først og fremmest umådeligt stærkt med ’Rayanne’: En elektronisk stamper, der minder om måden, ’A New Error’ åbner Moderats første album. Bare med guitar.
5. Francis and the Lights ‘See Her Out (That’s Just Life)’
Francis Farewell Starlite bag aliasset Francis and the Lights er så småt begyndt at gøre et navn ud af sig i 2016. Han har blandt andet slået pjalterne sammen med Frank Ocean, Kanye West og ikke mindst Bon Ivers Justin Vernon. Sidstnævnte er netop som producer med inde over denne nye single ’See Her Out’, som er et fornemt eksempel på Francis’ måde at bruge musikalsk legetøj på i form af vokalbearbejdning og funklende synth. Sangen figurerer på det kommende album ’Farewell, Starlite!’, der endnu mangler en fast udgivelsesdato.
6. Marching Church ‘Lion’s Den’
Hvad der i sin tid startede som et soloprojekt for Iceage-frontmanden Elias Bender Rønnenfeldt er nu et vaskeægte bandforetagende med medlemmer fra blandt andet Lower og Puce Mary som medlemmer. Sidste år udgav de albummet ’This World Is Not Enough’, og nu har de så sluppet en forpremiere døbt ’Lion’s Den’ fra den kommende efterfølger ’Telling It Like It Is’. Singlen trasker sløvt, men bombesikkert afsted i et ørkenland med groovy basfinesse, tørre trommer og cowpunket vellyd.
7. Vi Sidder Bare Her ‘Jeg hader havet’
»Jamen, jeg hader havet«. Sådan starter spokenword-gruppen Vi Sidder Bare Her deres hadefulde erklæring til det dybe blå med Jørgen Leth som talsmand og Mikael Simpson og Frithjof Toksvig bag producerpulten. Sangen hedder såre simpelt ’Jeg hader havet’ og er at finde på trioens fjerde album ’Rak-Ma-Gak’, der lige er landet. Der er noget helt sær(lig)t og ganske dragende i at høre kontrasten mellem Leths stoisk sanselige vokal og det meditativt bølgeskvulpende futurismebeat, som i øvrigt vil kunne opleves på en omfattende danmarksturné.
8. Jamaika ‘Jeg har dem’
Egentlig var det slet ikke meningen, at ’Jeg har dem’ skulle udgives, men takket være et leak besluttede Jamaika at tage sagen i egen hånd og dele den på Youtube. Sangens beat og omkvæd låner fra Chris Brown og Tygas ’Bitches N Marijuana’ og må derfor betragtes som et slags (uofficielt) dansk cover – men ’Jeg har dem’ er stadig en rullende banger med Jamaikas eget særpræg.
9. Blondage ‘Pray’
Blondages selvbetitlede debut-ep er landet, og herpå finder man den interessante ’Pray’. Nummeret er mere klubbet end ep’ens tidligere forløbere med et bombastisk jungleagtigt trommespor, men den elektroniske lidenskab er ikke glemt i regnskoven. Forsynet med tilpas autotunet vokal fra duoens ene part, Esben Andersen, rammer ’Pray’ en sjælden balance mellem dansegulv og patos.
10. Smerz ‘Blessed’
I betragtning af, at Smerz spillede på Roskilde Festival sidste år, er det ufatteligt, hvor lidt man rent faktisk har hørt fra den norske duo med base i København. Singlen ‘Because’ fra januar er stadig fremragende, men nu har duoen endelig annonceret deres debut-ep ‘Okey’, der udkommer den 14. oktober. Den nye single ‘Blessed’, en småsensuel electro-crooner, havde premiere hos Benji B hos BBC Radio 1.
Følg Soundvenues Top Tracks-playliste via Apple Music HER og via Spotify HER.